Copenhagen Jazz Festival på ALICE

Er du festivalhungrende? Copenhagen Jazz Festival løber vanen tro af stablen i juli, og ALICE sørger for god festivalstemning i gården mellem ALICE og UNION, hvor vi byder på meget mere Summer Series – med både visionær egyptisk musik, elektronisk extravaganza, orgelbrus og helende vokaler. Og så byder vi på små festivaler i festivalen, når Another Life og Fanø Free Folk Festival kuraterer program. I år er jazzfestivalen forlænget, så den strækker sig fra 1-24. juli. 

Vi skyder Copenhagen Jazz Festival i gang på lørdag med egyptiske Maurice Louca (billedet), som tidligere har begejstret på ALICE og Roskilde Festival med projekter som Lekhfa og The Dwarfs of East Agouza. Eftermiddagen åbnes af free form-kollektivet Nyåndeligt Miljø.

Næste weekend byder på storslået elektronisk dag kurateret af Janushoved samt en eventyrlig aften med ilinx, Myriam og projektet Ø-værker for små danske orgler. Den 16. Juli byder foreningen Another Life på endagsfestival med masser af koncerter, DJs og oplæsninger. Samme weekend fortsætter Bananskolen deres fejring af den banebrydende Goodiepal-udgivelse Narc Beacon, som i år fejrer 20 års jubilæum. Copenhagen Jazz Festival på ALICE afrundes med en weekend kurateret af Fanø Free Folk Festival. Her bydes på et internationalt program i den eksperimenterende folks tegn med det legendariske polske band Księżyc, amerikanske Eric Arn og belgiske Annelies Monseré.

Få overblikket over hele ALICE-programmet under Copenhagen Jazz Festival forneden. De fleste koncerter finder sted i vores Summer Series-gård. Bemærk at Bananskolen-arrangementet 17. juli er rykket til spillestedet Mayhem.