ALICE ansætter ny spillestedsleder og udvider direktionen

Det regionale spillested ALICE på Nørrebro får ny spillestedsleder, når Mads Ravnsbæk Sørensen tiltræder den 1. september. Samtidig forfremmes ALICEs hidtidige kommunikationschef, Sebastian Fibiger, til vice-spillestedsleder. Sammen vil de to fremover udgøre ALICEs direktion og få et fælles ansvar for spillesteds overordnede koncertdrift, udvikling og strategiske retning.

Mads Ravnsbæk Sørensen kommer fra en stilling som daglig leder og medstifter af væksthuset SOUND på Rytmisk Musikkonservatorium. Han har desuden mange års erfaring som projektleder, arrangør, booker og manager i det danske musik- og kulturliv.

Foruden sin tydelige forståelse for ALICE som organisation og for spillestedets særlige musikalske identitet, er Mads Ravnsbæk Sørensen valgt på baggrund af sin dialogsøgende, nysgerrige og anerkendende ledelsesstil. Det er netop en sådan tilgang, som ALICEs frivillige og faste medarbejdere har efterspurgt hos en ny spillestedsleder.

Mads Ravnsbæk Sørensen udtaler:

I et musiklandskab domineret af få store aktører, er ALICE en afgørende modvægt og en af de vigtigste scener for den frie og eksperimenterende musik. Jeg glæder mig til sammen med dedikerede medarbejdere og frivillige at videreudvikle ALICE som en toneangivende og inkluderende kulturinstitution, der står endnu stærkere i sin samtid med et ambitiøst musikprogram, langsigtede partnerskaber og en tydelig bevidsthed om, hvilken rolle vi kan spille i det samfund, vi er en del af.

Ved siden af de kunstneriske ambitioner og spillestedets egenartede musikprofil har den seneste tids forløb på ALICE også tydeliggjort behovet for et stærkt fokus på medarbejdertrivsel og sammenhængskraft i organisationen. For at løfte den opgave har bestyrelsen vurderet, at der er behov for yderligere ledelseskræfter i ALICEs direktion. I den forbindelse har bestyrelsen peget på Sebastian Fibiger som ny vice-spillestedsleder. Han har de seneste måneder varetaget det administrative ansvar for spillestedet, mens ALICE har stået uden officiel ledelse.

Sebastian Fibiger udtaler:

Det stærke engagement blandt medarbejdere og frivillige er afgørende for, at vi på ALICE hvert år kan omsætte de kunstneriske ambitioner til mere end 250 koncerter. Derfor bliver det en hovedopgave for den nye direktion at styrke den interne sammenhængskraft og sikre, at trivsel får en tydelig og vedvarende plads i den måde, ALICE drives og udvikles på.

Den nye direktion tiltræder 1. september 2026.

Om Mads Ravnsbæk Sørensen

  • Nuværende daglig leder og grundlægger af væksthuset SOUND på Rytmisk Musikkonservatorium
  • Tidl. projektleder og arrangør hos GRASP, Golden Days og Øhavet Festival
  • Fortid som manager i eget firma og i Smash!Bang!Bow! for artister som Ulige Numre, Blaue Blume, Communions og Raske Penge.
  • Uddannelsesbaggrund fra Music Management på RMC og Management of Creative Business Processes på CBS.

Om Sebastian Fibiger

  • Tidligere kommunikationschef på ALICE.
  • Har varetaget det administrative ansvar på ALICE i forbindelse med overgangen til ny ledelse.
  • Igangværende diplomuddannelse i kunst- og kulturledelse ved KP.
  • Tidligere presseagent hos Friendly PR og marketing manager hos Tambourhinoceros.