
Til efteråret indgår to af Danmarks mest fremsynede kunstinstitutioner et samarbejde, når ALICE kuraterer en koncertrække i scenografien til SORT/HVIDs teaterforestilling BAD MEXICAN DOG. Tre markante internationale musiknavne inviteres til at gå på opdagelse i forestillingens visuelle rammer og på hver deres måde gå i dialog med historiens politiske og magiske temaer.
BAD MEXICAN DOG
BAD MEXICAN DOG er Jonas Eikas resortfabel fra sci-fi-novellesamlingen ‘Efter Solen’, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2019. Novellen er en queerpoetisk klassehistorie om en gruppe beach boys’ liv på et feriested i Mexico.
På SORT/HVID er stykket iscenesat af instruktør Emil Rostrup og scenografduoen GRIF (Ditte Tygesen og Mikkel Rostrup), som er kendt for deres skæve og brutale sceneæstetik. Når musikken og scenografien mødes i stykkets efterspil, udfoldes det magiske og rituelle, og vores virkelighedsforståelse forskydes. Scenografien åbner for nye fantasier om en anden verden og ikke mindst en anden verdensorden. Det bliver forførende og skræmmende på samme tid.
Om det nye samarbejde udtaler SORT/HVID og ALICE:
“Som to institutioner, der begge insisterer på at give plads til den smalle, eksperimenterende og grænsesøgende kunst, tror vi på, at vi bliver stærkere af at stå sammen. Det er netop i de kunstneriske afkroge, hvor genrer mødes, regler udfordres og nye formater opstår, at noget uventet kan begynde.”
ALICE flytter koncertoplevelsen ind i scenografien til BAD MEXICAN DOG tre fredage i november. Her lader de tre internationale musiknavne fortolke og udfolde universet gennem deres egne musikalske og performative udtryk. På den måde bliver scenografien ikke blot baggrund for koncerterne, men en aktiv del af oplevelsen, hvor musik, krop, ritual og rum flyder sammen.
13.11 – Fuensanta (MX)
Poesi, surrealisme og latinamerikansk neo-folk på vokal og kontrabas
Som en klar krystal åbner Fuensantas musik et surrealistisk blik på verden. Den mexicanske sanger og kontrabassist bevæger sig – med en poetisk og drømmeagtig tilgang til latinamerikansk neo-folk – frit mellem det intime, det eksperimenterende og det kropslige.
Læs mere om koncerten og køb billet her.
20.11 – REZMORAH (BR)
Rituelle elektroniske visioner, eco-queer myter og metamorfosisk performance
Mellem ritual, klubkultur og spekulativ eco-queer mytedannelse skaber brasilianske REZMORAH et grænseløst univers af elektronisk lyd og transformation. En praksis, der udfordrer skellet mellem livekoncert, performance og ceremoni.
Læs mere om koncerten og køb billet her.
27.11 – Blanco Teta (AR)
Transfeministisk noiserock fra Buenos Aires
Punk-kvartetten Blanco Teta blander ætsende noiserock, performance og aktivisme i et eksplosivt og kompromisløst udtryk, der udfordrer normer for krop, køn og musikalsk form med en distortet cello i front.
Læs mere om koncerten og køb billet her.
Koncerterne foregår på SORT/HVID
Staldgade 26-30
1699 København
Læs mere om scenekunsthuset SORT/HVID her.