fbpx

17.07.2021

Experimental Electronic/Avantgarde

Bananskolen: Narc Beacon 20 års jubilæum at Mayhem – Copenhagen Jazz Festival

Lørdag d. 17. juli
Dørene åbner kl: 15:00
Koncerten starter kl: 15:00
Pris: 30 DKK inkl. gebyr
Facebook
Koncerten er afholdt

Over fire aftener i 2021 markerer Bananskolen, Ski-pp og ALICE 20 års jubilæum for Goodiepals banebrydende Narc Beacon-udgivelse. Goodiepal vil selv være vært for aftenerne, der gennem røverhistorier og musikalsk research afdækker forskellige aspekter af et af dansk musikhistories mest forunderlige værker. Entré – 30 kr. pr aften og stærkt begrænset plads! I juli holdes arrangementet som et 5-timers arrangement under Copenhagen Jazz Festival. Bemærk: Koncerten er rykket fra Summer Series til spillestedet Mayhem.

Koncerten foregår på spillestedet Mayhem, Ragnhildgade 1, København Ø

Goodiepals værk “Narc Beacon” er en dybt original udgivelse på dansk grund og hyldes ofte som en af de vigtigste danske udgivelser inden for eksperimenterende og elektronisk musik. Albummet udkom første gang i 2001 og kan således fejre 20 års jubilæum i år. Det markeres i stor stil, når Goodiepal er vært for fire særlige aftener præsenteret i samarbejde mellem Bananskolen, Ski-pp og ALICE. Hver aften har sin vinkel på det banebrydende værk, og der sættes et stærkt begrænset antal billetter i salg til hver aften. Billetpris: 30 kroner!

Tredje show finder sted under Copenhagen Jazz Festival og foregår på Mayhem. Om programmet fortæller Goodiepal:

Vidste du, at den danske kulturelite praler med hvor mange Goodiepal-plader, de hver især har, når de holder saloner i deres fine lejligheder? Derfor har vi inviteret to af parnassets allerhøjeste på strå, nemlig influenceren Mikkel Stensgaard og kulturbossen Magnus Kaslov til at være DJs på denne eftermiddag, da de hver især praler af at have verdens største Goodiepal-samling. Men det stopper ikke her!

Denne eftermiddag står i My Robotics Skills Have Failed’s tegn. Til lejligheden vil dette værk blive fremført af de for euro-avantgarden fuldstændig legendariske Mama Bear og Kommisar Hjuler. De vil instruere Dalen Waldo, Lasse og Villads i en abstrakt omgang med Fanny, Sif  og Nynne. Kort sagt et forrygende stykke avantgardehistorie. Men det stopper ikke her. Vi skal nemlig også opleve et rigtigt stykke kommunistisk techno, når EVOLs Roc Jiménez de Cisneros transformerer allestedsnærværende My Robotic Skills Have Failed i en kommunistisk version. Originalt kommissioneret den store israelske dirigent Ilan Volkov, som er kendt for sit store engagement i den nye musik. Ilan tager nok flyet fra Tel Aviv og kigger forbi denne aften. En sand klimaaktivist!

Til dette vil Bananskolen under ledelse af Mao Bao fremføre et specielt My Robotics Skills Have Failed-dansesæt. Simpelthen. Det bliver forrygende. Aftenen slutter af med en endnu ukendt datamatsammensætning af den legendariske Fønixmusikcovermaler Frank Lentz og allerede omtalte My Robotic Skills Have Failed. Dette vil ske under ledelse af de unge update_jammer. Til sidst vil de to DJs fra det danske kulturparnas sørge for at aftenen bliver lang. Alt dette vil blive overset af den spændende polske komponist og synthmager Ewa Justka, der officielt verificerer om arrangementet lever op til tidligere Goodiepalske standarter.

Jubilæumsfejringen af Narc Beacon finder sted på følgende datoer: 22/5, 19/6, 17/7, 5/9.