Siden Olaf Bender og Frank Bretschneider grundlagde rastermusic i 1996, har labellet samlet eksperimenterende musikere, lydkunstnere, komponister og visuelle kunstnere omkring en fælles nysgerrighed på, hvad elektronisk musik kan være. I 1999 fusionerede labellet med Carsten Nicolais NOTON til raster-noton, inden det i 2017 genopstod som raster. Med omkring 200 udgivelser samt bøger, installationer og livepræsentationer har raster gennem tre årtier skabt et kunstnerisk netværk på tværs af genrer og discipliner.
Amelie Duchow
For den tyske audiovisuelle kunstner Amelie Duchow hænger lyd og billede uløseligt sammen. Hun arbejder med subtile lag og intense elektroniske strukturer, hvor det visuelle bliver en aktiv del af den musikalske oplevelse. Hendes værker bevæger sig mellem lyd, rum, form og billede og undersøger, hvordan vores måde at se på også kan påvirke vores måde at lytte på.
Byetone
Raster-medstifter Olaf Bender står bag projektet Byetone, hvor minimalistiske elektroniske strukturer møder energiske rytmer og en rå, næsten rebelsk kant. Bender er født i det tidligere Østtyskland og fandt sin kunstneriske vej gennem en fascination af visuelle og auditive medier. På scenen forener Byetone minimalistiske rytmer med en intensitet, der trækker på rockens energi.
Xuri & John Cleworth
Xuri & John Cleworth beriger aftenen med deres kraftfulde og legende audiovisuelle performance. Xuris stemningsfulde, farvemættede lydlandskaber møder Cleworths komplekse rytmer og rumlige lyduniverser. På scenen smelter de to kunstneriske verdener sammen i en undersøgelse af, hvordan billede og lyd kan forme og forskyde hinandens betydning. Xuris baggrund inden for grafisk design og Cleworths klassiske musikalske træning mødes i et værk, der både er organisk, detaljerigt og visuelt dragende.
Gábor Lázár
Den ungarske producer Gábor Lázár er en mester i de små forskydninger. Hans hyperdetaljerede digitale kompositioner bygger på gentagelser, teksturer og mikrovariationer, der hele tiden ændrer musikkens karakter. Med raster-udgivelsen Reflex tog han et mere abstrakt udgangspunkt, men hans senere arbejde bevæger sig også i retning af legende og kropslige techno-rytmer.
Sidst raster gæstede ALICE, blev det en uforglemmelig og udsolgt aften – så vi glæder os til at fejre 30 år med et label, der gennem tre årtier har været definerende for elektronisk musik.



