
Siden begyndelsen i Lima har duoen Dengue Dengue Dengue – bestående af Felipe Salmon og Rafael Pereira – arbejdet i krydsfeltet mellem lyd og visuel identitet – altid med rødder i peruvianske og globale rytmer, men med en konstant elektronisk understrøm. Deres musik bevæger sig mellem det organiske og det digitale, hvor pulserende percussion, buldrende beats og magnetiske synthflader flyder sammen i et sanseligt hele.
I 2024 udgav Dengue Dengue Dengue EP’en “AGITA2”, deres første udspil i næsten to år. Her tager duoen endnu et skridt ind i deres egen soniske verden med fem intense tracks, der emmer af latinamerikanske rytmer og eksperimenterende klubenergi. EP’en er mixet af duoen selv og markerer en ny grad af kunstnerisk kontrol og udforskning. Live er Dengue Dengue Dengue en altopslugende oplevelse, og deres kompromisløse tilgang og legesyge energi har sikret dem en særlig plads på den internationale elektroniske scene, og de har spillet uforglemmelige koncerter på bl.a. Roskilde Festival og Global. Nu vender de tilbage til København og vi er begejstrede for at kunne præsentere dem på ALICE!
