Onsdag _04.11.26

Lívia Mattos BR

Sprudlende brasiliansk accordion-virtuos indtager ALICE med sin trio

Den prisvindende brasilianske accordionist, sanger og sangskriver Lívia Mattos indtager ALICE med sin powertrio, hvor accordion, tuba og trommer mødes i et sprudlende musikalsk format. Med rødder i brasilianske rytmer udforsker hun accordionens mange klanglige muligheder, når hun spiller musik fra sit rige repertoire på ALICE.

Lívia Mattos er en markant skikkelse på den brasilianske musikscene. Med en magnetisk tilstedeværelse på scenen og en særegen tilgang til sit instrument bevæger hun sig frit mellem forró, samba og andre brasilianske traditioner, som hun forener med moderne og eksperimenterende udtryk. I hænderne på Lívia Mattos bliver accordeonen både rytmisk drivkraft og melodisk stemme.

Når Lívia Mattos gæster ALICE, er det i trioformat hvor hendes accordion møder tuba og trommer – en usædvanlig instrumentering, der skaber et rigt og legende klangbillede. Repertoiret henter blandt andet fra hendes nyeste album “Verve” (2025) samt de tidligere udgivelser “Vinha da Ida” (2017) og “Apneia” (2022). Derudover trækker Mattos på sin baggrund inden for cirkuskunsten, hvilket tilfører hendes koncerter et stærkt teatralsk og kropsligt nærvær og et dragende sceneshow. Med international opmærksomhed fra blandt andre WOMEX og Montreux Festival kommer Lívia Mattos nu til København og vi er beærede over at kunne præsentere hende på ALICE i november.

Lineup
Lívia Mattos: Accordion / vokal
Jefferson Babu: tuba
Rafael dos Santos: trommer, percussion

Onsdag _04.11.26
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Standard: 195 DKK
Ung under 25 / Studerende: 175 DKK
StåendeKøb billetfra 175 DKK