Lørdag _23.01.27

Baba Stiltz SE/US

Varm, dvælende bedroom-pop og melankolsk country

Sænk skuldrene på denne kolde januaraften og lad dig synke ned i Baba Stiltz’ varme, dvælende bedroom-pop-univers på ALICE. Efter et omflakkende årti som hypet DJ og producer for bl.a. Yung Lean har den svensk-amerikanske musiker lagt klubbens pulserende rytmer bag sig og rettet blikket indad i et nyt projekt, hvor nedbarberede, melankolske guitarsange, underspillet humor og en lakonisk baryton-vokal sender tankerne mod Lou Reed og Spacemen 3.

Få musikere har bevæget sig så vidt omkring som den svensk-amerikanske musiker Baba Stiltz. I løbet af det seneste årti har han skabt amerikansk primitiv guitar musik, produceret for Yung Lean, udgivet eksperimenterende house tracks på Studio Barnhus og XL Recordings, der førte til et glittet jetset-liv som DJ og vundet den prestigefyldte Guldbagge-pris for sit arbejde med filmmusik. I hans nyeste projekt har han skrællet glimmer og glamour væk, sat tempoet ned og vendt blikket indad med melankolske, nedbarberede guitarsange i en stræben efter at finde tilbage til musikkens kerne og forbinde sine rødder i henholdsvis Stockholm og Vacaville, Californien.

Med en notesbog, en guitar, en fire-spors båndoptager og en million kilometer i bakspejlet, har Baba Stiltz på sit nye, anmelderroste album “Totally” (2026) skabt et råt, dvælende indierock-udtryk, med klare referencer til Eugene Chadbournes frie improv, Spacemen 3’s umiskendelige repetitioner og countryens lyriske umiddelbarhed. Stiltz’ lakoniske baryton a la Lou Reed forholder sig til temaer som tab, sorg, lange køreture på I-5 og konsekvenserne af vores tiltagende digitaliserede liv. Baba Stiltz allierede sig sidste år med den norsk-amerikanske musiker Okay Kaya på pop-folk-albummet “Blurb” (2025) og har også for nyligt krydset musikalske klinger med ALICE-aktuelle Ana Roxanne. Når Baba Stiltz giver koncert på ALICE er det i et nedbarberet solo-setup med guitar, og vi er beærede over at kunne præsentere ham til januar.

Lørdag _23.01.27
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Standard: 195 DKK
Ung under 25 / Studerende: 175 DKK
StåendeKøb billetfra 175 DKK