Lørdag _05.04.25

Abdullah Miniawy EG

Dybt persolige sange om frihed, retfærdighed og spiritualitet
ADVISORY

Forvent en enestående oplevelse, når den syngsnakkende, messende og reciterende tenor Abdullah Miniawy gæster ALICE med sin trio. Med hjælp fra de to trombonister, han har ved sin side, vil den egyptiske sanger, komponist og poet bygge bro mellem musikalske traditioner, såvel som storbyens profanitet og sufistisk spiritualitet.

Der skete noget helt særligt, da den egyptiske komponist, sanger og poet Abdullah Miniawy satte munden til mikrofonen på Musée Dauphinois under festivalen Detours De Babel i Grenoble. Måske det var hans sangstemme, som i Passive/Aggressive er blevet karakteriseret som både hjemsøgende og katarsisk. Eller måske det var hans sangtekster, som han primært synger på arabisk, og som kredser om temaer såsom frihed, retfærdighed og spiritualitet. Men et dybt bevæget publikum gav i hvert fald Abdullah Miniawy og hans trio stående ovationer. Siden dén koncert, som var trioens premiere, har Abdullah Miniawy og trombonisterne Robinson Khoury og Jules Boittin optrådt på prominente scener og festivaler, på alt fra La Alhambra i Genève til Venedigbiennalen. Og nu kommer trioens eksperimenterende, gåsehudsfremkaldende og teatralske lyd til ALICE.

Abdullah Miniawys stemme er én, man kan søge tilflugt i: “Listening to Miniawy sing is like hearing someone let you in on their most intimate secret without any reservations or like a siren calling for your utmost attention, an almost hypnotising experience”, skriver Passive/Aggressive om musikeren. I dag bor han i Paris og er en anerkendt figur på den internationale, eksperimenterende musikscene. Hans album “Le Cri Du Caire” blev i 2023 hædret som “Album de musiques du monde” (Årets verdensmusikalbum) ved French Victoires du Jazz, den franske pendant til en Grammy. Trioen fusionerer barok og opera med ritualer og mystik. På ALICE inviterer de os med ud på en transcenderende færd – fra storbyens hektik til en intens og bevægende oplevelse at være fælles om.

Lørdag _05.04.25
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Køb billet