Udsolgt
Lørdag _19.09.20120 DKK + gebyr

YEK: Mohammad Reza Mortazavi & Burnt Friedman (DE/IR) + Sortlegeme

Persian trance og electronic minimalism

ALICE fejrer i samarbejde med TAPE og Studenterhuset Aalborg det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 (DD2020) ved at bringe visionære tyske kunstnere rundt i Danmark, hvor de ikke kun møder det danske publikum, men også danske musikere, da hver aften også byder på et dansk act. Glæd dig til mødet med den enestående duo YEK bestående af den elektroniske troldmand Burnt Friedman og den iranske mesterpercussionist Mohammad Reza Mortazavi. Danske Sortlegeme er tilføjet som support.

OBS! ALICE følger myndighedernes retningslinjer vedr. COVID-19 nøje. Alle koncerter i august/september/oktober afholdes derfor med siddepladser og et stærkt begrænset antal billetter. Bemærk: fra 17. september til 1. oktober er der krav om, at natteliv i København lukker kl. 22 – dette gælder også koncertsteder. For at vi kan gennemføre koncerten med YEK og Sortlegeme, rykkes koncerten lidt frem, så dørene åbner kl. 19.00 og Sortlegeme starter kl. 19.30. YEK går på ca. 20.30. Læs mere om vores COVID-19 tiltag her.

Skæve, cykliske rytmer danner grundstenen i YEKs ekstatiske og minimalistisk trippede musik. På den persiske håndtromme, tonbak, brillerer Mortazavi med en ekstrem akustisk spændvidde, der fusionerer symbiotisk med Friedmans polyrytmiske glitches i en subtil vekslen mellem repetition og improvisation. Resultatet er en musik, der ikke blot forener persisk og tysk kultur, men også skaber bro mellem ældgamle rytmer og futuristiske klange i et nærmest mystisk og tranceskabende møde.

Burnt Friedman har huseret på den elektroniske scene siden 80’erne med sine utrættelige udforskninger af rytmiske strukturer, traditioner og grænser. Blandt Friedmans mange musikalske samarbejder tæller flere fabelagtige udgivelser med CAN-trommeslager, Jaki Liebezeit, ligesom han har samarbejdet med David Sylvian.

Den iranske mesterpercussionist Mohammad Reza Mortazavi, som er bosat i Tyskland, har med sine utrolige fingerfærdigheder sat helt nye standarder for de persiske instrumenter, tonbak og daf. Mortazavi har optrådt for dansende festivalgængere på blandt andet Global Copenhagen, Roskilde Festival og WOMAD Festival såvel som i prestigefyldte koncertsale som Berliner Philharmoniker. Som tv-kanalen ARTE udtrykte det, “…kan man nemt få indtryk af, at han ikke har blot to men mindst seks hænder.”

I 2017 udsendte duoen den roste EP, der slet og ret hed “YEK”. Den følger de nu op på med ny udgivelse – “YEK 2” – som netop er udkommet og byder på flere mesterlige rytmeudforskninger. At duoen også live er et enestående bekendtskab fik vi at opleve, da de gæstede ALICE i 2018. Nu får både Aalborg, Aarhus og København glæden, når YEK tager på tour i forbindelse med DD2020.

På hele touren varmer danske Sortlegeme op. Sortlegemes værker har, i løbet af årene, omfavnet alt fra dunkle techo- og acid-rytmer, til samples af traditionel folkemusik/instrumenter, over blide og æteriske ambientpasager, samt insisterende støjtæpper. Uanfægtet af den retning de bevæger sig i er Sortlegemes lydbilleder altid dragende og interessante.

YEK – Mohammad Reza Mortazavi & Burnt Friedman + Sortlegeme

17. september: Studenterhuset Aalborg
18. september: TAPE
19. september: ALICE

Koncerten er en del af en fælles koncertserie præsenteret af ALICE, Tape og Studenterhuset Aalborg under det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Med afsæt i de dybe historiske bånd mellem Danmark og Tyskland skal det kulturelle venskabsår i 2020 videreudvikle og intensivere det gode samarbejde mellem vores to lande og sætte et internationalt eksempel for fredelig og fremadskuende sameksistens i det 21. århundrede. Læs om hele koncertserien her.

Orienter dig i samtlige DD2020-events her.

Lørdag _19.09.20
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 19:30
Pris: 120 DKK + gebyr

Udsolgt120 DKK
Udsolgt