I starten af 2024 lancerede spillestedet ALICE to nye typer af medlemskaber. Efterspørgslen har været så stor, at ALICE nu melder udsolgt på ét af dem.

I slipstrømmen af et rekordhøjt forsalg i efteråret 2024 slår spillestedet ALICE igen egne publikumsrekorder. Nu gælder det antallet af medlemmer.

I starten af 2024 lancerede spillestedet ALICE to nye typer af medlemskaber. Blandt dem var ‘Autonomy’-medlemskabet, som giver adgang til én valgfri koncert om måneden fra ALICEs koncertprogram. Efterspørgslen har været så stor, at ALICE nu melder udsolgt på netop denne type medlemskab.

Medlemmerne bekræfter, at det lige netop er de unikke oplevelser, der trækker dem til.

»Det er en god måde at opdage ny, spændende musik, som jeg ikke ville støde ind i ad mere mainstream kanaler. På den måde er det lidt en modvægt til streamingkultur, hvor man mest konfronteres med noget, man i forvejen kender,« udtaler et af vores medlemmer.  

Det stemmer overens med tanken, der ligger bag medlemskaberne.

»Vi vil gerne skabe incitament for, at publikum tager flere chancer, hvis man er interesseret i at høre noget andet, end det algoritmerne hiver frem til én,« udtaler HC Gimbel, spillestedets leder.

»Med medlemskaberne vil vi give vores gæster en mulighed for at få de her helt særlige og uventede, store øjeblikke. Lidt ligesom når man på en festival og kommer forbi et af de ukendte bands, som bare bliver højdepunktet det år. For lige præcis dét er ALICEs særkende.«

Vi er stolte af at skabe de rammer: At vores publikum får mulighed for at opdage ny musik fra hele verden og i alle mulige genrer, som de ellers ikke ville være stødt på.

Du kan stadig blive Advisory- eller Autonomy-medlem af ALICE. Læs mere om vores medlemsskaber her.