ALICE lancerer nyt frivilligdrevet koncertformat for fællesskabet og spirende musikalske projekter

Foto: René Passet

ALICE åbner nu dørene til ALICE TUNES IN – et nyt frivilligdrevet koncertformat skabt som et levende laboratorium for eksperimenter, møder og musikalske idéer i udvikling. Projektet giver både nye og erfarne kunstnere mulighed for at afprøve nyt materiale i professionelle rammer – uden kommercielt pres og faste forventninger – og har således intention om at styrke vækstlaget, diversiteten og de kunstneriske eksperimenter på scenen i dansk musikliv.

Samtidig giver ALICE TUNES IN gatekeeper-stafetten videre: projektet bygges nemlig op i tæt samarbejde med en dedikeret frivilliggruppe, som rekrutteres fra ALICEs eksisterende miljø. De frivillige får således en central rolle i hele processen.

ALICE TUNES IN lanceres med fire koncertaftener i 2026. Her præsenteres korte sæt på 20 minutter fra 3-4 udvalgte artister eller kollektiver. Publikum inviteres ind til intime og nysgerrige aftener, hvor der er plads til det rå, det nye og det uprøvede – og hvor man får en sjælden mulighed for at opleve kunstneriske idéer tage form i realtid. Koncertaftenerne er gratis.

“Med ALICE TUNES IN vil vi skabe en platform hvor artisterne selv har mulighed for at byde ind med deres projekter, og hvor vi lægger udvælgelsesprocessen i hænderne på nogle andre end vi plejer. Vi ser frem til at kunne give scenen til nye stemmer og projekter, som vi måske ikke havde hørt ellers, og vi er sikre på at vi også kan lære rigtig meget som spillested ved at ryste posen på denne måde.” siger programkoordinator Maria Nøhr Wiuff.

Frivilligt fællesskab som motor
ALICE TUNES IN drives i samarbejde med frivillige, der står for udvælgelse, booking, værtskab og kommunikation, mens ALICE stiller scene, teknik og struktur til rådighed.

ALICE TUNES IN etableres som en fast serie, som på sigt skal udvikle sig til et genkendeligt og tilbagevendende format med nye temaer, retninger og kunstneriske eksperimenter hvert år.

Om ALICE TUNES IN

  • Nyt frivilligdrevet koncertformat på ALICE med fokus på eksperimenterende og uprøvede musikalske idéer.
  • Lanceres med fire koncertaftener i 2026 og præsenterer 3-4 artister pr. aften med korte sæt à 20 minutter.
  • Kunstnere udvælges via Open Call 
  • Frivillige står for udvælgelse, booking, værtskab og kommunikation, mens ALICE stiller professionelle rammer til rådighed.
  • Koncerterne er gratis og skaber et åbent rum for kunstnerisk frihed, fællesskab og musikalske eksperimenter.

Læs mere om hvordan du søger her.