
Isabel Douglass, Ulf Eriksson, Mero Cimen og Susi Castelo udstikker sammen retningen for ALICEs kunstneriske profil og udgør musikgruppen. Maria Nøhr Wiuff er programkoordinator på ALICE.
Med sin diverse sammensætning og kollektive arbejdsproces er musikgruppen et særkende for ALICE, og hjertet i spillestedets arbejde for bredere repræsentation og stærkere koncertoplevelser.
»Efter den første rokade i ALICEs Musikgruppe er jeg virkelig stolt over, at vi nu har fået spændt vingefanget endnu mere ud. Med de tre nytilkomne, vildt dygtige og vidt forskellige bookere, er det lykkedes at skabe repræsentation bag en endnu større del af vores program på ALICE, og samtidig at tage del i en vigtig samtale om musikkens forskelligartede nødvendigheder. På ALICE er det vigtigt, at hver eneste koncert står på et stærkt fundament af kunstneriske beslutninger og omfavnelse af kulturelle udtryk«, udtalte spillestedsleder HC Gimbel i forbindelse med den seneste rokade i gruppen.
De fire bookere har kompetencer, indsigter, netværk og perspektiver, som favner bredt i musikbranchen. Tilsammen har de erfaringer fra blandt andet Roskilde Festival, klubmusik-kollektivet Bukhar, og særligt godt kendskab til blandt andet musik fra Sydøsteuropa, den spansksprogede musikscene, afrikanske artister og de nordiske vækstlag.
»Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde, har forskellige erfaringer, netværk og smag. Alt det har betydning for, hvordan vi lytter til musik. Derfor er det så vigtigt, at vi er flere om at kuratere ALICEs musikprogram. Som kollektiv har vi de bedste forudsætninger for at sikre, at vi kommer ud over individuelle vaner og tilbøjeligheder og sikrer en bred repræsentation i vores bookinger«, udtaler gruppen i fællesskab.
Hver person i Musikgruppen har deres distinkte profil, men som en del af gruppen, arbejder de tæt sammen i en fælles proces om at skabe et fuldendt koncertprogram. Før en artist bliver booket, skal der nemlig være konsensus om det i gruppen.
»I fællesskab vil vi arbejde for, at man på ALICE kan opleve alt fra ikoniske musikvirtuoser til radikale soniske eksperimenter, komme rundt i alle afkrogene af musiklandskabet og blive eksponeret for et væld af udtryksformer og verdensbilleder«, udtaler Musikgruppen.
I det større perspektiv skal den kollektive tilgang sikre, at flere forskellige mennesker oplever at få adgang til alle led og lag af ALICEs virke – lige fra at kuratere programmet og tage del i organisationen som samarbejdspartner til at stå på scenen og få nye oplevelser som publikum. Denne tilgang til kunstnerisk ledelse er unik i branchen, i Danmark såvel som internationalt.
»I fællesskab vil vi arbejde for, at man på ALICE kan opleve alt fra ikoniske musikvirtuoser til radikale soniske eksperimenter, komme rundt i alle afkrogene af musiklandskabet og blive eksponeret for et væld af udtryksformer og verdensbilleder«, udtaler Musikgruppen.
Mero Cimen er udøvende musiker under navnet Muskila, og de seneste otte år har han arbejdet med booking, tech og partnerskaber. Sammen med Yasmina og KUCHULU driver han musikkollektivet BUKHAR, der arbejder for større diversitet i dansk kulturliv. Derudover sidder han i bestyrelsen for musikmagasinet Passive/Aggressive og har en MA i Market Creation og Kommunikation.
Isabel Douglass er grundlægger og agent for bookingbureauet Tone Chamber, som er kendt for at arbejde på tværs af nye kompositioner, jazz og global musik. Hun er projektleder for Lux Boreal, en festival for nordisk musik. Isabel er uddannet fra Musikkonservatoriet i Aarhus og California State University i San Francisco inden for performancestudier og musiketnologi og har over 20 års musikbrancheerfaring, herunder som booker, projektleder og manager.
Ulf Eriksson er kunstnerisk leder for musikken på det tværæstetiske spillested og scenerum Inkonst i Malmö. Han er desuden stifter og leder af Intonal Festival, som har eksisteret siden 2015 og er i dag Sveriges førende festival for eksperimenterende samtidskunst og samtidsmusik. Derudover driver han pladeselskabet Kontra-Musik, som også har forgrenet sig i et bookingbureau med fokus på eksperimenterende musik. Ulf er bosat i Malmö.
Susi Castelo kommer fra en stilling som booker på Roskilde Festival. Hun er født og opvokset i Madrid, og har en kandidat i Filmvidenskab fra Københavns Universitet. I tillæg til sit arbejde i musikbranchen, har Susi Castelo erfaring som filminstruktør og -manuskriptforfatter og kunst- og kulturformidler.
Maria Nøhr Wiuff er programkoordinator på ALICE. Hun har en baggrund indenfor projektledelse ved bl.a. Roskilde Festival, samt en kandidat i Management of Creative Business Processes. Derudover er hun musikansvarlig for Øhavet Festival og programplanlægger af Roskilde Festivals First Days-program.