
Som en central producer bag noget af de mest nyskabende musik i de seneste år bevæger den venezuelanske producer Luis Garbán sig ubesværet mellem to markante musikalske spor. Siden han trådte ind på clubscenen i 00’erne, har han været en markant figur i warehouse-miljøet gennem projektet Cardopusher, hvor industrial og hårdtslående techno har været omdrejningspunktet. Samtidig har han spillet en central rolle i den frigørende neoperreo-bevægelse, der vender ryggen til kommerciel reggaeton og i stedet dyrker DIY-kultur, inklusion og fællesskab. En bevægelse, som i Venezuela har fået en særlig tyngde som modstemme til landets konservative politiske klima.
Som Safety Trance omkoder Luis Garbán den latinamerikanske klubmusiks DNA gennem en dekonstrueret og dragende tilgang til reggaeton, som med sine referencer til venezuelansk raptor house, dembow, Memphis-rap og witch house har tændt op under dansegulve verden over. Safety Trance udgav sin debutplade “sacrificio” som Safety Trance i foråret 2026. På albummet navigerer han i sit intense club-univers med et vanvittigt lineup af samarbejdspartnere, heriblandt Arca, Eartheater, Sega Bodega, Six Sex , Lua de Santana, nusar3000, Kinara og Meth Math. Når Safety Trance gæster ALICE til september, kan publikum se frem til at træde ind i en fascinerende og foruroligende multi-sensorisk oplevelse af dekonstruerede latin-beats og grænsebrydende live visuals.
