Tirsdag _07.04.26

Park Jiha KR

Klassisk minimalisme og traditionelle koreanske instrumenter forenes i blændende smukke, filmiske kompositioner

Klassisk minimalisme møder traditionel koreansk folkemusik og improvisation i Park Jihas dybt personlige lydunivers. I flere år har vi set frem til at opleve den markante koreanske komponist og musiker, siden hendes koncert på ALICE blev aflyst i 2018. Nu kan vi endelig byde hende velkommen, når hun i april fylder koncertsalen med sine enestående, langstrakte kompositioner – albumaktuel med “All Living Things” (Glitterbeat Records, 2025).

“The beauty of Jiha’s work lies in the spaces she leaves” – The Guardian

Park Jiha har gjort dybe indtryk internationalt med sit komplekse og dragende lydunivers. Med udgangspunkt i traditionelle koreanske instrumenter som piri (dobbeltbladet bambusfløjte), saenghwang (bambus-mundorgel) og yanggeum (hamret dulcimer) forener hun klassisk minimalisme, improvisation og koreansk musikarv i et nutidigt og kompromisløst udtryk. Med stor præcision og sans for detaljen skaber hun musik, der balancerer mellem det skrøbelige og det storslåede – og som har en lyd, der er helt hendes egen.

På sit fjerde album, “All Living Things”, udgivet på det toneangivende label Glitterbeat Records sidste år, folder Park Jiha sit udtryk yderligere ud. Her smelter hendes tekniske mestring og dybt personlige kompositioner sammen med moderne, klanglige virkemidler i en funklende og meditativ lydverden. Betegnelser som post-klassisk, ambient og filmisk giver kun et glimt af musikkens væsen. Lige så vigtige er pauserne og stilheden, som Jiha bruger aktivt og giver plads til eftertanke og nærvær. Vi glæder os til endelig at opleve Park Jiha på ALICE i april – en koncert, vi har ventet længe på.

Koncerten er støttet af:

         

Tirsdag _07.04.26
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Standard: 170 DKK + gebyr
Ung under 25 / Studerende: 150 DKK + gebyr
SiddendeKøb billetfra 150 DKK + gebyr