“I started Nyahh Records because I kept hearing new music in Ireland that I was really excited about and wanted to work with, and that I thought deserved to reach more people. I find the quality of what’s coming out in Ireland right now to be amazing and I want to help to highlight it,” har Willie Stewart, der står bag det irske label Nyahh records, udtalt. Nu har han sammensat to forskellige koncertaftener på Alice med netop det formål: At fremhæve noget af det mest interessante, eksperimenterende irske musik lige nu.
Alle de artister, du kan opleve på de to koncertaftener, er affilieret med Nyahh records. Men hvad er det her … Nyahh? I følge Willie Steward refererer Nyahh til musikkens iboende sjæl. Men også til noget, som ikke helt er til at sætte sin finger på. “I like that the Nyahh is unclassifiable,” sagde han i det samme interview, “That’s how I would like the releases on the label to be as well”. Nyahh records udgiver især eksperimenterende musik og folkemusik fra Irland.Og denne aften kan du glæde dig til at opleve virtuositet på violin, lytte til bouzoukien og blive omgivet af stemningsfulde kompositioner fyldt med reallyde.
HEDGLING
Hedgling er en ny duo bestående af Natalia Beylis og Willie Stewart, som står bag Nyahh records. Tidligere har de spillet sammen i adskillige bands, bl.a. Woven Skull, Boneyard Witch og Divil A’ Bit. Med HEDGLING bygger de videre på disse samarbejder og skaber en ny musikalsk dimension. Deres lyd bevæger sig i rummet mellem det velkendte og de ukendte parallelverdener, som eksisterer omkring, over og under os. Percussion-konstellationer skabt af fundne objekter, knirkende harmoniumdroner og reallyd fra moser og skove omkring deres hjem smelter sammen til et intimt portræt af den verden, de deler.
Ultan O’Brien
Ultan O’Brien er en violinist og komponist fra det vestlige Irland, som dyrker både den traditionelle, irske musik, såvel som lydkunst og eksperimenterende musik. Med sin unikke tilgang og teknik fører Ultan O’Brien noget nyt til en tradition, der er tudsegammel, og spiller op til fest og store følelser, hvor end han stemmer sin violin.
Mohammad Syfkhan
Mohammad Syfkhan er sanger og bouzouki-spiller. Han begyndte at spille musik i 1980, mens han læste til sygeplejerske. Da han blev færdiguddannet, flyttede Mohammad til byen Raqqa i Syrien, hvor han desuden begyndte at arbejde som professionel sanger og dannede sit eget band, The Al-Rabie Band, som spillede til koncerter, fester, bryllupper og festivaler over hele Syrien og hurtigt blev et eftertragtet orkester. Deres liveoptrædener inkluderede kurdiske, arabiske, tyrkiske og enkelte ‘vestlige’ sange samt Mohammads eget materiale.
Mohammad fortsatte med at spille med sit band og at arbejde som operationssygeplejerske, indtil krigen i Syrien brød ud i 2011. Under krigen mistede Mohammad Syfkhans sin søn, som blev myrdet af ISIS. Derefter havde familien intet andet valg end at forlade deres hjem og søge mod Europa. Tre af Mohammads sønner slog sig ned i Tyskland, mens Mohammad, hans datter og hustru flyttede til Irland. Siden da har Mohammad brugt musikkens sprog til at integrere sig i det lokale fællesskab ved at spille til private fester og koncerter.


