Den Brooklyn-baserede rapper Nappy Nina har skabt sin egen platform inden for samtidsaktuel hiphop. Hendes både præcise og charmerende sludrende flow er præget af overskud og sproglig legesyge. På det roste debutalbum “Mourning Due” behandler hun emner som sorg, familierelationer og Black queer-erfaringer. Med produktion af folk som Bandela, Sonnymoons, dane.zone, Jwords og Jon Bap udviser Nappy Nina nysgerrighed for et miks af genrer og undergenrer – lige fra post-boom bap, basmusik og tech-house til moderne jazz, orkesterpop og eksperimenterede soul. Den bredde understreges af de forskelligartede figurer, hun har samarbejdet med: Lige fra hiphop-veteranerne Quelle Chris og Stas Thee Boss til avantgarde-musikeren Moor Mother.
Hun er opvokset i den nordcaliforniske by Oakland, hvor hun blev påvirket af 1990’ernes sydende Westcoast-scene og dannede forbindelser med både forfattere, digtere og folk fra områdets poetry slam-miljø. Efter en omrokering til Brooklyn udgav hun debut-ep’en “Naptime” i 2015, hvorefter hun videreførte sin families jazztradition på en turne med Oakland-trompetisten Ambrose Akinmusire. Siden har hun udgivet musik med producere som JWords og Bandela, blandt mange andre. Hun udgiver på pladeselskabet Lucid Haus, som hun er medstifter af.
Sosa
Sosa er et råt talent og indbegrebet af bad bitch-energi, og har hurtigt markeret sig som en af de skarpeste rappere i landet. Hun er signet til Pato Siebenhaars Black Cheese Records og har et fast samarbejde med dj’en og produceren ShokoBeats. Ep’en “This Is …” udkom i oktober 2021 med singlen “Pop Den Booty” som spydspids, og 2022 spillede hun Roskilde Festivals Arena-scene som en del af det officielle program.