Lørdag _21.03.26

Grande Mahogany FI/GH

Vitale funk-riffs og uimodståelige psych-klange fra karismatisk multitalent

Grande Mahogany gør funken relevant i 2026! Med et ben solidt plantet i funkens gyldne æra og det andet i nutidens grænsebrydende udtryk puster han nyt liv i genren og gør den både rå, legesyg og dybt personlig. Vi glæder os til at præsentere Grande Mahogany, når han indtager ALICE til marts med sin første danske koncert nogensinde.

Forestil dig kærlighedsbarnet af Jimi Hendrix, Sly & The Family Stone og den legendariske funkbassist Bootsy Collins – så har du Grande Mahogany. Bag aliaset står sanger og multiinstrumentalist Jesse Essel, der har ghanesiske rødder, er født og opvokset i Finland og som 11-årig emigrerede til Manchester med sin familie. Her sugede han byens musikalske energi og DIY-ånd til sig og lod sig forme af både funkens pionerer og Manchesters egen arv af grime og alternativ klubkultur. Resultatet er et udtryk, der både nikker kærligt til fortiden med funky baslinjer, wah-wah-guitarer og soulet, ekstatisk vokal – og samtidig føles kompromisløst nutidigt.

I 2024 udgav Grande Mahogany sit debutalbum “As Grande As” via Laundry Music – et imponerende første værk fra en udpræget DIY-kunstner. Næsten hele albummet er skrevet og produceret af ham selv, og han har derudover stået for både visuel identitet, musikvideoer og outfits. Et helstøbt kunstnerisk univers, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Albummet blev mødt med stor begejstring og høstede ros fra både kritikere og internationale toneangivende medier og platforme. Blandt andet har The Needle Drop, Colours, The Line of Best Fit og Sleeping On Gems fremhævet Grande Mahogany som et navn, man skal holde øje med. Senest er “As Grande As” blevet nomineret til Critics’ Choice Award ved de finske Grammy Awards. Live har Grande Mahogany for alvor cementeret sit ry som et uomgængeligt navn. En travl festivalsommer i 2024 kulminerede med en tætpakket koncert på Flow Festival, hvor han lukkede Balloon Stage for et publikum, der stod i lange køer udenfor, fordi scenen nåede sin kapacitet! Derfor kan vi ikke vente til Grande Mahogany rammer ALICE til marts med sin første danske koncert nogensinde.

Lørdag _21.03.26
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Standard: 200 DKK + gebyr
Ung under 25 / Studerende: 160 DKK + gebyr
StåendeKøb billetfra 160 DKK + gebyr