Torsdag _18.09.25

Ëda Diaz CO/FR + Mira Campau DK

Haute-couture pop og afro-colombianske rytmer

Oplev vokalist og kontrabassist Ëda Diaz’ solbeskinnede, eksperimenterende pop efterfulgt af et dansabelt DJ-set sammensat af Mira Campau

Ëda Diaz
Kontrabassen blev hendes redningskrans. Ëda Diaz, der er barn af en colombiansk byplanlægger og en fransk skrædder, var ellers lige ved at lægge musikken på hylden. Fra barnsben havde hun studeret og optrådt med klassisk sang og piano. Men det var først, da hun som 24-årig fik kontrabassen i hænderne og forenede det med sin sangstemme, at hun sådan for alvor at nød at spille musik og besluttede sig for, at netop denne kombination skulle blive hendes levevej. Og den beslutning er vi nogle, der er ret glade for, at hun tog!

Ëda Diaz laver nemlig noget nær uimodståelig, glitrende og eksperimenterende pop, hvor man tydeligt kan høre inspirationen fra de latinamerikanske musikgenrer, som Ëda Diaz’ colombianske farmor altid lyttede til. Sidste år udgav Ëda Diaz debutalbummet ‘Suave Bruta’ med ønsket om at forene de kulturer, sprog og rytmer, som hun selv er vokset op imellem. Det vidner anmeldelser om, at hun er lykkedes med. The Guardian fremhævede eksempelvis den “forfriskende kontrast” mellem Diaz’ rå og kantede produktion og hendes jazzede vokal, og så blev ‘Suave Bruta’ blandt andet kaldt “et latterligt nydelsesfuldt album” og hædret for at forene det traditionelle og det moderne på en måde, der er respektfuld over for begge dele. Vi har hverken gauro, canelazo eller guarapo på ALICEs bar-menuen endnu, så den må du tænke dig til, mens du danser natten væk til Ëda Diaz’ solbeskinnede lyd!

Mira Campau
Mira Campau er DJ med base i København. I hendes samling finder man musik fra alle verdens hjørner og epoker, og i hendes set forener hun nostalgiske toner og jazzede stemninger med tunge baslinjer og friske percussion-rytmer. Med storslåede sets på blandt andet Strøm Rulledisko, Karrusel, Hangaren, Culture Box, er Mira Campau svær at komme uden om på den københavnske klubscene. Mira har også spillet på den britiske radiostation Balamii og den Bruxelles-baserede station Kiosk Radio. Mira Campau har en stor kærlighed til musik, der skaber forbindelser og bevægelser, og kommer til ALICE med netop det sigte. Med en række håndplukkede musikalske perler under armen, vil hun holde gang i festen efter koncerten med Eda Diaz, og binde en smuk sløjfe på en aften i dansens tegn!

Torsdag _18.09.25
Dørene åbner kl: 17:00
Koncerten starter kl: 18:00
Køb billet