
OBS: Billetsalget starter i morgen, fredag den 23. oktober kl. 10.
“The Scientist isn’t just mixing – he’s conducting a sonic symphony.” – Rolling Stone
Hopeton Brown – kendt verden over som The Scientist Dubmaster – hyldes som en af de mest innovative og indflydelsesrige pionerer inden for reggae og dub. Den jamaicanske producer begyndte sin karriere i slutningen af 1970’erne i Kingston, hvor han udviklede sine talenter i den legendariske King Tubbys ikoniske studie. Her tilførte han mixerkunsten en ny dimension ved at forvandle mixerpulten til et levende instrument, der kunne forme, omkomponere og gentænke selve lyden. Med sine umiskendelige dybe baslinjer, vidtstrakte ekkoer og hypnotiske rumklange har Scientist genfortolket dubmusikken og skabt en signaturlyd, som utallige producere siden har ladet sig inspirere af.
Hans banebrydende albums – “Scientist Wins the World Cup” (1982), “Heavyweight Dub Champion” (1980) og ikke mindst “Scientist Rids the World of the Evil Curse of the Vampires” (1981), som han spiller denne aften – står stadig som tidløse hovedværker inden for dubgenren. Scientist har samarbejdet med nogle af reggaens største ikoner, heriblandt Barrington Levy, Roots Radics, Johnny Osbourne og Augustus Pablo, samtidig med at han har inspireret nye generationer af musikere inden for reggae, hiphop og elektronisk musik. I 2010 kastede han sig endda over et remix af Lady Gagas “Telephone” med Beyoncé! Men denne aften vender Scientist tilbage til rødderne og fremfører sit klassiske horroralbum i sin fulde længde.
Sagt om Scientist
“The Scientist isn’t just mixing – he’s conducting a sonic symphony.” – Rolling Stone
“A visionary who turned dials into instruments and studios into galaxies.” – The Guardian
Koncerten er en del af Vinterjazz 2027 – en landsdækkende festival, der finder sted fra den 29. januar til den 28. februar. Læs mere på www.jazz.dk.
