28.11.2019

Abstract Electronic

Astrid Sonne & Minais B: Age of Levelling

Torsdag d. 28. november
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Med afsæt i deres delte kærlighed for følelsesladede harmonier og hurtige arpeggioer, er de to danske elektroniske musikere og komponister Astrid Sonne og Minais B gået sammen om et stykke for computer, viola, orgel og vokal. Age of Levelling er skabt eksklusivt til denne aften på ALICE i november. 

 

To stjerneskud på den danske eksperimental-himmel, Astrid Sonne og Minais B, er gået sammen om et nyt stykke for computer, viola, orgel og vokal. Med afsæt i deres delte kærlighed for følelsesladede harmonier og hurtige arpeggioer, væver de to komponister deres kunstneriske praksisser sammen i en konstant musikalsk udveksling. Age of Levelling er skabt eksklusivt til denne aften på ALICE.

 

Astrid Sonne

Astrid Sonne er en dansk komponist og viola-spiller, som de seneste år for alvor har vakt opsigt på både den danske og den europæiske eksperimentalscene. Med sin baggrund i klassisk musik, afsøger Sonne grænselandet mellem det organiske og det elektroniske. Hendes store, åbne kompositioner rummer alt fra synthesizere til bratsch-sekvenser og vokal-samplinger og trækker på skøn europæisk kortradition såvel som trance og kakofoniske eksperimenter. Som ingen anden formår Sonne at udtrykke sårbare emotionelle stadier i minimalistiske og statiske soundscapes.

 

Sonnes debutalbum “Human Lines”, som udkom på det toneangivende danske pladeselskab Escho i 2018, blev bl.a. fremhævet i Fact Magazine som “et af de mest storslåede eksperimentelle album, du kommer til at høre i år”. Opfølgeren “Cliodynamics” (2019) udtrykker i endnu højere grad Sonnes musikalske nysgerrighed og hendes konstante udforskning af den elektronisk-organiske dualisme.

 

Astrid Sonne har præsenteret sine værker på bl.a. Atonal i Berlin i 2018, på Rewire Festival 2019 og på Roskilde Festival to år i træk. På ALICE havde vi bl.a. glæde af hende ved sidste års Gong Tomorrow Festival, hvor hun opførte værket “Ephemeral” med live kor, bratsch og modularsynth.  

 

Minais B

Bag aliaset Minais B står den København-baserede komponist Villads Klint, som til daglig er en del af den elektroniske trio KhalilH2OP og medstifter af den kunstneriske platform Anyines. I sit soloprojekt væver Klint kontrastfyldte musikalske ideer sammen til eventyrlystne kompositioner, hvor bl.a. orgel, synths, danske salmer og elektroniske arpeggioer udgør et samlende og forfriskende lydbillede.