Et magisk møde mellem eksperimenterende guitarmusik og sarte strygere udfolder sig på ALICE, når Yngel med strygekvartet indtager salen og opfører “Silva” – et album, som de indspillede sammen som en del af ALICE Works i Brorsons Kirke i 2021, og som udkommer på ikoniske Fatcat Records 27. September, dagen efter releasekoncerten. På scenen med Yngel og strygekvartetten sammensmeltes tindrende klange i soniske og teksturelle lydlandskaber. Musikken eksisterer i den folkemelodiske muld med en kærlighed til neoklassismens romance og avantgardens eventyrlyst. Længselsfulde melodier og lange harmoniske improvisationsmomenter danner grundlaget for de to gruppers fælles udtryk, der rummer en slags skrøbelig kompleksitet og melankolsk resonans.
Yngel består af Emil Palme og Taus Bregnhøj-Olesen. Den anmelderroste duo har i løbet af de seneste år udgivet 5 albums og turneret i Sydøstasien og England. Koncerten denne aften markerer Yngels 6 album for netop strygekvartet og elguitar. Strygekvartetten består af nogle af de mest progressive danske musikere inden for kontemporær og eksperimenterende musik. Deres individuelle navne genkendes både som solister og fra grupper som Halvcirkel, Blue Lake, Toechter mfl. Vi glæder os til at blænde op for denne enestående aften, når Yngel og strygekvartetten spiller releasekoncert.
Lineup
Emil Palme – elguitar
Taus Bregnhøj-Olesen – elguitar
Lisa Marie Vogel – violin
Pauline Hogstrand – bratsch
Mika Persdotter – bratchs
Nicole Hogstrand – cello
Greta Eacott – Works For Percussion
Den britiske København-baserede komponist og percussionist Greta Eacott kendes efterhånden fra et væld af samarbejder med bl.a. Damkapellet, Yngel og som trommeslager i Derya Yildirim & Grup Simsek, for blot at nævne nogle få. Hun har siden 2014 drevet sit eget DIY label One Take Records. Eacotts solo-værker er præget af hendes personlige og eksperimenterende tilgang til rytme, koreografi og rumvirkning. Hendes seneste album, ‘Gestalt Minimal; The Love Songs’, en pulserende instrumental suite i fem dele, blev udgivet i 2022. Til denne optræden vil hun præsentere Works For Percussion.