OBS! Koncerten er med siddepladser og begrænset plads.
Med over 30 års erfaring er svenske Väsen en sand institution på den nordiske folkemusikscene. En trio, som har forædlet deres legende og sublime sammenspil, og hvis musik synes at ældes som en god vin. De bliver bare bedre og bedre.
I 2019 fejrede Väsen deres imponerende 30-års jubilæum som band med turneer i bl.a. Japan, USA, Canada, Sverige, England, Schweiz, Tyskland og Norge. Danmark blev i første omgang sprunget over, men heldigvis drager Väsen til foråret på dansk tour, og til maj kommer de forbi ALICE.
Trioens musik er intensiv og fyldt med humor. Med hjælp fra øjeblikkets inspiration skaber de et helt eget musikalsk sprog, som i sit distinkte udtryk er lige så moderne som gammelt. Dybt forankret i generationer af den upplandske spillemandstradition sigter de altid mod nye musikalske mål. I dag är Väsen et folkemusikkens superband, som har publikum og tilhængere langt udover Sveriges og Europas grænser.
Trioen består af Olov Johansson på nyckelharpe, Mikael Marin på 5-strenget viola og Roger Tallroth på 12-strenget guitar. Alle er de involverede i talrige andre folkemusikalske projekter, men der sker noget helt særligt, når de forenes i deres fælles kærlighed til musikken og formidler den med en virtuositet, et sprudlende overskud og et nærmest telepatisk sammenspil, som man kun kan opnå gennem mange års samarbejde.
I forbindelse med 30 års jubilæet udsendte trioen deres 12. Studiealbum, “Rule of 3”, som høstede fremragende anmeldelser. Live er Väsen altid et fantastisk bekendtskab, og det er derfor en stor glæde for os, at vi kan byde på koncert 6. maj.