Torsdag _11.07.24180 DKK + gebyr

Ustad Noor Bakhsh PK

Baluchisk benju-mester giver sjælden koncert

I næsten seks årtier var den nu 78-årige benju-mester Ustad Noor Bakhsh blot et legendarisk navn i sit hjemland, inden resten af verden opdagede hans virtuose, livgivende spil på det særlige folkeinstrument. Med inspirationer fra Baluchistans bjergtagende natur og et repertoire, der har indflydelser fra både persiske melodier og Bollywood-sange, indtager han ALICE under årets Copenhagen Jazz Festival.

Ustad Noor Bakhsh har en historie som de færreste. I næsten seks årtier var den nu 78-årige benju-mester et legendarisk navn i Baluchistan – den naturskønne region beliggende i grænseområdet mellem Iran, Pakistan og Afghanistan – inden han blev opsøgt af en pakistansk antropolog, som havde hørt om ham ved en tilfældighed. Noor Bakhshs sjældne talent på det baluchiske folkeinstrument benju, som minder om en zither med taster i stedet for strenge, satte ham med lynets hast på den internationale musikscene hvor han i dag nyder anerkendelse og begejstring fra publikum rundt omkring i verden.

Allerede som 12-årig tog Ustad Noor Bakhsh det karakteristiske folkeinstrument op for første gang. Siden har han udviklet og forfinet sin stil, hvor han kombinerer arven fra sine lærermestre og inspirationskilder som Bilawal Belgium og Misri Khan Jamali med traditioner og musikformer, som rækker langt ud over Baluchistans grænser. Noor Bakhsh spiller elektrisk Benju og har et repertoire der smukt favner flere af de musikalske strømninger som gennem tiden har piblet gennem hans land. Her høres persiske og kurdiske melodier, arabiske ghazal og sindhi, men også flere Bollywood-sange. Udover sit brede repertoire har Noor Bakhsh også flere originale kompositioner, som gerne er inspireret af fuglesang og Baluchistans storslåede natur.

For lyttere, der ikke er fortrolige med baluchisk musik, vil Ustad Noor Bakshs elektriske benju og hans melodiske ornamentik minde om Ali Farka Touré og musikkens polyrytmiske karakter er både dansabel og utroligt livgivende. Siden debuten “Jingul” blev udgivet på Hive Mind Records i 2022 har Noor Baksh turneret vidt og bredt, og spillede bl.a. en smuk koncert på Roskilde Festival sidste år. Nu er turen endelig kommet til ALICE, hvor vi præsenterer den baluchiske Benju-mester under årets Copenhagen Jazz Festival.

Koncerten er en del af Copenhagen Jazz Festival 2024, der finder sted fra 5. juni til 14. juli på 120 venues i hele hovedstaden. Se programmet på www.jazz.dk

ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse.

Torsdag _11.07.24
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: 180 DKK + gebyr

Køb billet180 DKK