Den fransk-marokkanske duo består af vokalisten og guitaristen Leïla Jiqqir, som også vrider magisk ringlende riffs ud af sin elektriske buzuq. I samarbejde med Romain Henry på synthesizere og elektronik har de under navnet Taxi Kebab fundet en fællesmængde mellem repetitive og ekstatiske musiktraditioner fra Nordvestafrika og tranceskabende påvirkninger fra techno og krautrock.
Selv kalder duoen deres musik “dis-orientalsk”, hvilket perfekt indfanger det sansebombarderende og grænsenedsmeltende krydsfelt, de skaber på scenen. Blandt de sandpapirsru elektroniske lydlandskaber hører man en spøgelsesagtig tilstedeværelse af gnawa og andre musiktraditioner fra Maghreb.
Duoen har eksisteret siden 2017 og har tre års omfattende turnevirksomhed i Europa bag sig, ligesom de har udsendt to singler på et eksperimenterende underlabel til det legendariske Real World; Real World X, inden deres ep “Visions al 2ard” udkom i foråret 2022.
Duoen har en tværæstetisk tilgang til deres musik: Ud over sit virke i Taxi Kebab er Leïla Jiqqir også billedkunstner, videokunstner og DJ samt grundlægger af kollektivet Noss-Noss, som fokuserer på filmskabere og kunstnere fra diasporaen gennem en intersektionel tilgang. Romain Henry er ud over sin rolle i Taxi Kebab også koreograf og danser. Alle sanser bliver altså vækket, når Taxi Kebab lægger vejen forbi Vanløse.
Ela Lung
Et kvæk ekkoer fra en summende mose, gennem byens tåger og ind i Ela Lungs computer. Der er en kærlighedshistorie at fortælle, en trist og forvirret en. Men Lung har brugt musikken og ordene til at læne sig ind i følelsernes susen, og opsøge Froggy, der ubønhørligt kvækker sin smukke klagesang. Hun giver stemme til Froggy, og synger tilbage.
Mange måner er passeret siden deres skæbnesvangre møde, hun har besøgt mosen siden, men nu er der også nye stemmer der klukker, grubler, og ræber fra krattet. Til koncerten på ALICE vil hun genfortælle dele af mødet med Froggy, og opsøge nye bekendtskaber, i et mere intimt format end tidligere fremført, med hjælp fra Thora Kidon Jæger på kontrabas. Ela Lung er skabt og fremføres af Lea Dyreborg Wagner.
ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse i 2023.