Torsdag _18.06.26

SPOILR x Øyunn

SPOILR indtager ALICE med værterne Øyunn og pixel.daddy og forvandler scenen til et levende laboratorium for spontane indfald og nye idéer

De sidste par år har musikkollektivet SPOILR beriget de københavnske scener med løsslupne live-oplevelser, hvor musikere prøver nyt materiale af for et publikum. Endelig er turen kommet til ALICE, hvor host pixel.daddy sammen med den norske trommeslager Øyunn præsenterer 10+ artister, der løfter sløret for ufærdige tracks og nye idéer.

For første gang indtager SPOILR scenen på ALICE til en omgang demos, works in progress og uudgivet materiale. Denne gang slår de sig sammen med den herboende norske trommeslager, sanger og rapper Øyunn som medvært. Sammen med pixel.daddy guider hun publikum gennem en aften med 10+ artister, der deler det, de arbejder på lige nu.

Spænd sikkerhedsselen, læn dig tilbage, og nyd kaosset, når artister fra hele det musikalske spektrum mødes for at spille ufærdige tracks og afprøve nye idéer.

Om Øyunn
Siden sit indtog på den danske musikscene har den herboende norske trommeslager, sanger og rapper Siv Øyunn aka Øyunn brændt sig fast hos publikum med sin helt særlige lyd, der favner breakbeats, dynamiske grooves, ekspressiv vokal, rap og personlige tekster om relationer, håb, indre uro, tilhørighed og identitet. Hendes seneste album “I Know U Can Do It” (2025) blev modtaget med stor begejstring af publikum såvel som medier. Øyunn har de seneste år bragt sit betagende liveshow til festivaler som Roskilde Festival, SPOT, Musik i Lejet, Festspillene i Nord Norge og Vossajazz.

I 2022 debuterede Øyunn som filmskaber med det audiovisuelle værk Aspects, som senere udkom som livealbum og indbragte hende både DMA Jazz-prisen som Årets Nye Jazznavn og Tivolis pris Årets Nybrud. Som trommeslager har hun samarbejdet med navne som Nils Frahm, Efterklang og Guldimund.

Torsdag _18.06.26
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Standard: 100 DKK + gebyr
Ung under 25 / Studerende: 80 DKK + gebyr
StåendeKøb billetfra 80 DKK + gebyr