Lørdag _31.10.26

Songhoy Blues ML + Ba Balance DK/GM

Støvet ørkenblues, funklende guitarspil og ukuelig solidaritet fra det nordlige Mali

Med støvede ørkenbluesskalaer, funklende guitarspil og ukuelig solidaritet insisterer Songhoy Blues på at formidle den truede musikalske arv fra det regime-kontrollerede, nordlige Mali. Som tidligere del af Damon Albarns Africa Express og med koncerter på blandt andet Roskilde og Glastonbury har verden ventet i spænding på kvartettens fjerde album, “Héritage” (2025) – et fremragende udspil, som de bringer med sig, når de gæster ALICE til oktober. Dansk-gambiske Ba Balance åbner aftenen.

Songhoy-folket lever langs Nigerflodens bue i det nordlige Mali, og songhoy-musikken udgør en af grundpillerne i den lyd, man forbinder med “ørkenblues”. Med en dybfølt kærlighed til og hyldest af denne musikalske arv brød kvartetten Songhoy Blues igennem i 2013 med en rå og energisk stil, der siden er blevet beskrevet som “Timbuktu Punk”. Bandets sange tager udgangspunkt i livet og kærligheden i Mali og forener støvede bluesskalaer, fremaddrivende rockrytmer, call-and-response-vokaler og funklende guitarspil. Men musikken er også dybt forankret i historien om et liv i eksil. I mere end et årti har bandet nemlig haft base i Bamako, fordi musikere i deres hjemegn i det nordlige Mali risikerer livet som følge af religiøs fanatisme, der betragter musik som haram – synd.

Tidligt i Songhoy Blues’ virke blev de en del af Damon Albarns Africa Express-projekt, hvor Albarn sammen med andre vestlige musikere rejste til Mali for at indspille med lokale bands. Songhoy Blues blev her sat sammen med Yeah Yeah Yeahs-guitaristen Nick Zinner, og samarbejdet var så frugtbart, at Zinner også endte med at producere debutalbummet “Music in Exile” (2015). Siden er det blevet til utallige koncerter verden over og i alt fire studiealbums. Det seneste og længe ventede Héritage (2025) åbner for et nyt kapitel. Albummet trækker på den enorme musikalske rigdom i Bamako og blander bandets karakteristiske rockede udtryk med afrikanske instrumenter som kora, soku, kamalengoni, fløjte, Senufo-xylofon og kalabaspercussion. På “Héritage” undersøger Songhoy Blues, hvad tradition egentlig betyder, når kulturer mødes, og mennesker tvinges på flugt. Migration og fordrivelse har givet nye perspektiver på deres musikalske arv, mens alle sangene fortsat rummer et element af social kritik. Ikke desto mindre ved Songhoy Blues om nogen, hvordan man spiller op til fest – og du kan selv opleve det, når de giver koncert på ALICE til oktober.

Ba Balance
Lad dig synke ind i en verden af elektrisk ørken-guitar, fængende riffs og groovy afrikansk percussion, når duoen Ba Balance med den danske guitarist Preben Carlsen og den gambiske percussionist Sal Dibba indtager ALICE. Med ustoppelig nysgerrighed eksperimenterer duoen med utallige afrikanske udtryk, syrerock, jazz og blues og bringer en gnistrende musikalitet og et sjældent samspil til scenen denne aften.

Lørdag _31.10.26
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Standard: 215 DKK
Ung under 25 / Studerende: 195 DKK
StåendeKøb billetfra 195 DKK