
Bag soccer Committee står den hollandske kunstner Mariska Baars, der siden 2005 har udforsket mødet mellem ambient og folk i et personligt og sanseligt udtryk. Hun har blandt andet samarbejdet med den toneangivende amerikanske musiker Peter Broderick og er kendt for sin evne til at skabe musikalske rum, hvor selv de mindste detaljer får lov at træde frem. Fergus Jones er en skotsk musiker med base i København, som har slået sine folder inden for især elektronisk musik og gennem årene arbejdet med markante navne som Huerco S., Adrian Utley, James K, Koreless og Charles Hayward. Han står desuden bag pladeselskabet og koncertserien FELT og har flere gange før gæstet ALICE som musiker eller arrangør.
På albummet “belongs” (Scenic Route, 2026) forenes de to kunstneres forskellige musikalske baggrunde i et koncentreret og dvælende klangbillede, hvor nærvær og forbindelser er i centrum. Første smagsprøve, singlen “The Heavens Are High”, viser med sin tålmodige, længselsfulde natur duoens særlige kemi. Nummeret begyndte som en komposition af Baars, som Jones efterfølgende har arrangeret og udbygget i samarbejde med Diego Herrera og Vincent Yuen Ruiz. Kom og oplev et sjældent stærkt musikalsk møde, når soccer Committee og Fergus Jones spiller koncert og indhyller ALICE i nærvær og fordybelse.
Koncerten er en del af Vinterjazz 2027 – en landsdækkende festival, der finder sted fra den 29. januar til den 28. februar. Læs mere på www.jazz.dk.
