Sara Persicos vej ind i elektronisk musik har været alt andet end lineær. Med en klassisk vokaluddannelse fra konservatorierne i Napoli og Bologna har hun formet en praksis, hvor stemmen løsriver sig fra traditionen og træder ind i et råt, elektronisk rum. Hun arbejder intuitivt og fysisk med vokalen og lader den være det bærende element i et dragende univers, hvor den flettes sammen med forvrængede rytmer, dekonstruerede beats og ildevarslende teksturer. Resultatet er musik, der både giver gåsehud og koldsved.
Fra den napolitanske undergrund har Persico bevæget sig langt ud over Italiens grænser og optrådt på markante scener og festivaler som CTM Festival, documenta fifteen og Rewire Festival. Hun har samarbejdet med kunstnere som Caterina Barbieri, Elvin Brandhi og Andy Moor. Med debutalbummet Boundary (Karlrecords, 2023) og det anmelderroste opfølgende værk Sphaîra (Subtext Recordings, 2025) har hun foldet sit kompromisløse lydunivers ud og markeret sig som et af de mest spændende navne på den eksperimenterende elektroniske scene. Oplev Sara Persico live på ALICE i april.
SANAM
Avant-rock, psych, kraut, elektronisk, goth, jazz og improv sat sammen med traditionel, egyptisk sang og moderne, arabisk poesi. Det er det vidunderlige sammensurium der møder dig til en koncert med SANAM. Sekstetten er vokset ud af Beiruts sprudlende DIY-scene, og under en tumultarisk tid for Libanon. Deres historie begynder i 2021 under Irtijal, en musikfestival i Beirut, hvor gruppen blev inviteret til at optræde sammen med Hans Joachim Irmler fra det hæderkronede, tyske krautrock-band Faust. Siden live-optog de deres debutalbum, ‘Aykathani Malakon صنم – أيقظني ملاكٌ’, som blev rost for det, som SANAM nu er kendt for: At bringe arabisk folklore i dialog med eksperimenterende musikalske genrer.
Musikalsk set har medlemmerne af SANAM ret forskellige baggrunde, og bånd til andre indflydelsesrige, libanesiske bands som Kinematik, Postcards, Al Rahel al Kabir og Oviid. Bandet består af Sandy Chamoun på vokal, Antonio Hajj på bas, Farah Kaddour på streng-instrumentet buzuq, Anthony Sahyoun på guitar og synth, Pascal Semerdjian på trommer og Marwan Tohme på guitar. Siden debutens udgivelse har SANAM sendt yderligere to plader på gaden, en live-optagelse fra Café OTO i London og ‘Sametou Sawtan’ i september 2025. De seneste år har man desuden kunnet opleve dem på festivalen Le Guess Who i Holland, Feeërieën i Belgien og Roskilde Festival i 2025. Kom med, og dyk ned i SANAMs arabiske folklore-alkymi sammen med os!
Sagt om SANAM:
“A gritty blend of noise rock, ambient textures and Arabic forms that cast the traditional material in a visceral new context” – Om albummet Aykathani Malakon صنم – أيقظني ملاكٌ’, ‘The Wire
“Psychedelic guitar swirl, Arabic lyrics and pounding drums cohere to create a loud and lively eight tracks, with highlight “Harik” using singer Sandy Chamoun’s gasping vocalisations as punctuating rhythm.” – Om albummet ‘Sametou Sawtan’, The Guardian

