Den enigmatiske sanger og elektroniske musiker Phew aka Hiromi Moritani slog sine første folder på 1970’ernes japanske undergrundsscene, og hun er siden blevet anerkendt internationalt som en legendarisk skikkels. Phews eklektiske katalog spænder fra punk over industrial til avantgarde og eksperimenterende udskejelser, og hun har det seneste årti udgivet en række fremragende albums med vokal og elektronik. Phews lange musikalske virke bindes sammen af hendes karakteristiske cool og næsten-talte-ikke-helt-syngende sangstil, som har virket som et anker i store dele af hendes kunsteriske virke og utallige samarbejder, og som virker svært dragende på lytteren.
Phew startede som forsanger for en af Osakas tidligste punkgrupper i 1978, Aunt Sally, og samarbejdede siden som soloartist i 80’erne med prominente navne som Ryuichi Sakamoto, Conny Plank, Holger Czukay og Jaki Liebezeit (CAN), Alex Hacke (Einstürzende Neubauten), samt Chrislo Haas (DAF). I de senere år har hun både udgivet musik og spillet live med Ana da Silva fra The Raincoats, Jim O’Rourke, Oren Ambarchi, Ikue Mori og Yoshimi fra OOIOO / Boredoms / Saicobab.
Seneste udgivelse fra Phew er det imponerende soloalbum “New Decade” (Mute Records, 2021), optaget i hendes hjemmestudie i Tokyo-forstaden Kawasaki under pandemien. Gennem en intens storm af elektronik og mystiske vokaler, udtrykker albummet en dystopisk stemning. Vi er stolte af at kunne præsentere Phew, når hun gæster ALICE til april.
Jules Reidy
Med sin musik udfordrer australske Berlin-baserede Jules Reidy samtlige ideer om, hvad guitarmusik kan være. Deres seneste arbejde kan bedst beskrives som en række ikke-traditionelle sangformer, der kombinerer shaky harmonier, rytmisk elasticitet og abstrakte fortællinger i krydsninger mellem det akustiske og det processerede. Reidys seneste albums inkluderer “In Real Life” (Black Truffle, 2019), “Vanish” (Editions Mego, 2020) og “World in World” (Black Truffle, 2022) og ikke mindst “Trances” (Shelter Press, 2023). Jules Reidy har for nylig spillet på festivaler som Tectonics, Send/Receive Festival og Berlin Jazz Festival, og er nu klar til at indtage scenen på ALICE inden Phew.
Sagt om Jules Reidy
“Properly singular material that fuses Reidy’s immense knowledge of American primitive folk music with microtonal experimentalism and abstract pop vocalizing. Decidedly uncool, and all the better for it – RIYL Bill Nace, Heather Leigh or Teresa Winter.” – Boomkat, 2022
ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse.