Den aarhusianske sekstet Narcosatánicos er kendt for deres eksplosive liveenergi og kompromisløse tilgang til lyd. Bandet bryder formen for, hvordan rockmusik kan spilles og lyde. Med en besætning, der inkluderer tre guitarister og en saxofonist, udfordrer de det gængse rock-format og trækker musikken i retning af både freejazz, no-wave, støjrock og metal, med dyrkelsen af kakofoni, tyngde og intensitet som eneste konstant.
Siden 2013 har Narcosatánicos turneret bredt i Europa og skabt sig et ry som et af tidens mest unikke livebands, mens deres to albums har høstet ros fra både danske og internationale kritikere. Fra deres tidlige, repetitive riff-baserede lydbillede har de udviklet sig til et mere dynamisk og eksperimenterende udtryk, der stadig bevarer en rå aggressivitet. Denne udvikling kulminerer i deres kommende tredje album som har forventet udgivelse i 2025. ALICE har flere gange før haft fornøjelsen af Narcosatánicos. Vi glæder os til at præsentere dem igen, når de intager scenen i deres mest intense form og river publikum med ind i et musikalsk univers, hvor lydmurene knuses og tyngdekraften udfordres.
ANA FOSCA
Man kan sige, at Linn Hvid begyndte at lave musik allerede som 9-årig. For da rendte hun rundt med en optager og indfangede lyde. Af et badekar, som blev fyldt med vand, eller møbler, som blev slæbt rundt. Det er nok først senere at Ana Fosca, Linn Hvids kunstneralias, er opstået, men lydlandskaberne har hun holdt hun fast i. I sin lyd er hun stadig på udkig efter noget, måske efter mening, men ikke efter endelige svar, for i sin sønderrivende lyd skubber Ana Fosca til grænserne for eksperimental-musik. Hun har været tilknyttet miljøet omkring spillestedet Mayhem og udfolder i sin musik et mørkt landskab af ambient, drone, industrial og noise.
Koncerten er en del af Vinterjazz 2025 – en landsdækkende festival som finder sted fra 30. januar -28. Februar. Mere info via www.jazz.dk