fbpx
Tirsdag 23.05.2023180 DKK

Liraz (IR)

Luksuriøs mellemøstlig diskopop med oprørstrang

Kom til glitrende dansefest drevet af politisk oprørstrang, når fænomenale Liraz igen rammer ALICE med sin luksuriøse mellemøstlige diskopop. Den persisk-jødiske sangerinde tryllebandt publikum på Gloria i 2019 og gentog succesen på ALICE i 2020. I maj kaster Liraz glimmerbomber ud over Vanløse og genopdager drømmen om 70’ernes funklende og funky persiske pop.

Forvent berusende retrostemning, smægtende strygere og boblende organiske synths, når Liraz hæver stemmen og indkalder til ekstatisk dansefest imod ethvert indre og ydre moralpoliti. Med imponerende verdenshistorisk timing udsendte den persisk-jødiske sangerinde sit nyeste album “Roya” lige midt i efterårets protestbølge i Iran. “Roya” betyder fantasi på farsi, og Liraz bruger musikkens forestillingskraft til at drømme om et utopisk Iran befriet for undertrykkelse. Hendes musik har allerede en særlig plads i hjertet hos iranske kvinder, som bruger hendes kalejdoskopiske popsange i virale videoer, hvor de krænger sløret af.

“Roya” blev indspillet på ti intense dage i Istanbul i et underjordisk studie, hvor en gruppe modige iranske mandlige og kvindelige musikere i al hemmelighed blev fløjet til fra Teheran. Sammen med Liraz’ hold af israelske musikere udtrykker deres kærlighed til 1970’ernes guldalder inden for iransk elektropop og hylder fortidens persiske popdivaer, hvis stemmer forstummede.

Selv om sangene blev skabt i en højspændt og trusselspræget stemning, er de som strålende diskokugler af uimodståeligt fængende melodier og æggende rytmer. Liraz er garant for både længelsfulde kærlighedshymner og lystig mellemøstlig dansemusik, når hun rammer ALICE på Stairway med et fuldt band bestående af både iranske og israelske musikere.

Som Informations anmelder skrev om “Roya”:
“Revolutionen har brug for dansen, og den er Liraz klar til at levere.”

ALICE på Stairway

Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse i 2023.

 

Tirsdag 23.05.2023
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 180 DKK inkl. gebyr

Køb billet
×