Billetsalget starter torsdag d. 18/6 kl 10.00
Lido Pimienta er født i Barranquilla på Colombias caribiske kyst og efter mere end 15 år på scenen etableret sig som en kunstnerisk stemme, der insisterer på at gentænke identitet, tilhørsforhold og kulturel arv. Hendes gennembrud kom med albummet “La Papessa” fra 2017, der forenede DIY-attitude, alternativ elektronika og afro-colombianske traditioner. Albummet modtog den prestigefyldte Polaris Music Prize og placerede Pimienta blandt de mest markante stemmer på den internationale musikscene. Siden har hun fortsat sin kunstneriske udvikling med det anmelderroste “Miss Colombia” (2020), hvor cumbia, dembow, kammermusik og elektropop danner rammen om en dybt personlig refleksion over skønhedsidealer, koloniale strukturer og livet som caribisk kvinde med Wayuu-rødder. Da verden lukkede ned i 2020, kastede Pimienta sig over den klassiske musik og skrev blandt andet værket Lux Aeterna til New York City Ballet som den første woman of colour nogensinde.
På det kommende album “Caribenya”, som hun udsender til juli, samler Lido Pimienta alle trådene fra sin hidtidige karriere. Her mødes frodige orkestreringer, svævende ambient-flader, pop-sensibilitet og pulserende caribiske rytmer i et værk, der både hylder hendes afro-latinamerikanske og afro-indfødte arv og samtidig peger knivskarpt ind i fremtiden. De to første singler sætter stemningen, når Pimienta på dragende og episk vis forener lige dele modstand, omsorg og radikal skønhed. Glæd dig til en smuk og styrkende aften med en kunstner på toppen af sit virke, når Lido Pimienta gæster ALICE til oktober.
Sound and Fury
Indled aftenen med et sprængfarligt set med Sound and Fury, som vil udviske grænserne mellem dancehall, jazz, dubstep, soul, reggaeton og jungle. Den københavnske DJ er dybt forankret i de rytmer, der karakteriserer hans colombianske arv, og den hårde lyd, der er kommet ud af det sydlige London, hvor han er vokset op. I sine sets fletter han således afro-latinske toner sammen med UK bass music – et musikalsk udtryk for den kulturelle smeltedigel, han selv repræsenterer.

