Med banjo, cello eller guitar i hånden forener singersongwriter Leyla McCalla musikalske og litterære referencer fra hele verden. Afro-diasporiske musikgenrer som brasiliansk tropicalismo, afrobeat, etiopisk folk og amerikansk folk, blues og country finder alle vej til hendes lyd, der med sin sammensathed reflekterer, hvad Leyla McCalla selv er formet af. Den amerikanske musiker er født New York City, og hendes forældre er haitianske emigranter og aktivister. For hende er sangskrivning en måde at få fortalt tilværelsens vigtige historier. Både dem, som giver håb, og dem, som er smertefulde. Og det gør hun på en måde, som er utroligt medrivende.
Om sit seneste album,‘Sun Without The Heat’ fra 2024, har Leyla McCalla udtalt: “I like when music feels urgent, but I also wanted the new album to be playful and fun. I wanted that levity to come through”. Albummet er hendes femte som soloartist, og en fortsættelse af en musikalsk karriere, hvor hun har udforsket og udfoldet den afrikanske diasporas musikalske arv. Som en del af gruppen Out Native Daughters har Leyla McCalla været med til at sætte spot på sorte kvindelige banjo-spillere. Som en del af det sorte stryger-band The Carolina Chocolate Drops var Leyla McCalla i 2011 med til at modtage en Grammy for Best Traditional Folk Album. Med sange, der både rummer livsmod og sorg, insisterer Leyla McCalla på musikken som en vej til transformation. Ud af mørket og ind i lyset.