Med en unik og nysgerrig tilgang til celloen tager fransk-amerikanske Leila Bordreuil det gamle majestætiske instrument ud på nye elektro-akustiske eventyr. Hendes evne til at give organisk knirken og buestrøg modspil af brusende støjflader og langstrakte, syntetiske klange, har ført hende på scenen med navne som Thurston Moore og Toshimaru Nakamura. Sidst vi præsenterede Bordreuil spillede hun en magisk koncert med Laurel Halo i Hellig Kors Kirke, så vi glæder os til hun vender tilbage til ALICE i oktober med nyt album på Relative Pitch.

Leila Bordreuil udforsker celloen som ingen anden. Gennem ekstrem forstærkning og en særlig sans for feedback, presser den Brooklyn-baserede musiker celloen ud i sine yderste randområder og fremmaner både brusende støjflader, dirrende stilhed og en gennemgående melankolsk nerve. Under de elektroniske flader høres celloens organiske knirken og strengespil sommetider som et modspil, mens instrumentets genkendelighed andre gange opløses i langstrakte syntetiske klange. Det er denne nysgerrighed på konstant at tage celloen ud på nye territorier, som gør Bordreuils musik så dragende at lytte til.

Leila Bordreuil er kendt for sine mange samarbejder på tværs af den eksperimenterende musikscene og har arbejdet med kunstnere som Laurel Halo, Lee Ranaldo (Sonic Youth), Kali Malone og Drew McDowall (Coil). Samtidig har hendes dybe forankring i improvisationsmusik ført hende på scenen med profiler som Thurston Moore, Zeena Parkins og Toshimaru Nakamura. Da Laurel Halo tidligere gæstede ALICE, var Bordreuil med på turnéen – og nu vender hun tilbage i eget navn. Med et nyt album på vej på Relative Pitch skubber hun endnu en gang til grænserne for, hvad celloen kan være. Vi ser frem til at opleve hendes nyeste værk udfolde sig live, når hun giver koncert på ALICE i oktober.

Sagt om Leila Bordreuil
“Brooklyn-based cellist wields white noise like a chef wields a knife, hacking out great chunks of static, shredding cello harmonics in the midst of a lighting storm of her own creation. The sound was heady and all-encompassing.” – The Quietus, 2025

“Steadily scathing music, favoring long and corrosive atonalities.” – The New York Times