fbpx

08.09.2021

Experimental Electronic

Apotome Live: Khyam Allami + Tyler Friedman, Arash Pandi, Xenia Xamanek & Ryong

Onsdag d. 8. september
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook
Koncerten er afholdt

Oplev hvordan tværkulturel musikkomposition kan lyde. Irakisk-britiske Khyam Allamis Apotome er et skarpt og horisontudvidende projekt, der går på tværs af ny mediekunst, musikteori og aktivisme. På Volume vil de lokale københavnske musiker Arash Pandi, Xenia Xamanek og Ryong komponere og fremføre værker live via Apotome sammen med Khyam Allami og Tyler Friedman.

Arrangementet er en del af Gong Tomorrow 2021 og finder sted på VOLUME. Dørene åbner kl. 19 / Koncerten starter kl. 20

Digitale værktøjer til musikproduktion opfattes tit som mulighedernes land. Teknologien er indhyllet i en fortælling om demokratisering, fremskridt og kunstnerisk frihed. Men der er flere sider af den historie. Det viser den irakisk-britiske musiker, komponist og forsker Khyam Allami med sit skarpt udtænkte projekt Apotome, som for nylig vandt Isao Tomita-specialprisen ved Ars Electronica 2021 – en prestigiøs pris for ny mediekunst.

Apotome er et skarpt og kritisk projekt, der går på tværs af teknologi, musikteori og kunstaktivisme. Khyam Allami kaster lys over de indlejrede fordomme i teknologien: Usynlige fordomme, der kan forklares som levn fra kolonifortiden og et snævert vestligt kunstsyn. 

De eksisterende typer af software til musikproduktion tager nemlig udgangspunkt i et vestligt tonesystem, som ophøjes til standard. Teknologien er alt andet end neutral: Indiske skalaer, arabiske instrumentstemninger og ikke-vestlige toneintervaller falder uden for normen og usynliggøres. Og det har omfattende musikalske, kulturelle, sociale og politiske konsekvenser for vores kollektive muligheder for at skabe og lytte til musik i alle dens tænkelige facetter.

Som kunstnerisk-aktivistisk modsvar til den mangel har Khyam Allami skabt Apotome: Et stykke afkoloniseret kompositionssoftware udviklet i samarbejde med Counterpoint. Projektet er et resultat af Allamis igangværende phd-forskning, som sigter efter at give musikskabere fra enhver kulturel baggrund friheden til at arbejde med et helt blankt lærred. 

Allami påpeger de enorme områder af musikkens spektrum, som vi sjældent forholder os til. Apotome er et præcist kirurgisk greb, som søger at afkolonisere vores kreativitet og lytning ved at ændre musikkens teknologiske forudsætninger. Og med sin liveoptræden på Gong Tomorrow gør han et kompliceret emne sanseligt tilgængeligt og indstiller vores antenner på de myriader af musikalske muligheder, som ellers overhøres.

Under Gong Tomorrow 2021 vil Apotome blive demonstreret, diskuteret og afprøvet i forskellige sammenhænge.
06. 09. Åben workshop
07. 09. Artist talk
08. 09. Apotome Live: Khyam Allami + Tyler Friedman, Arash Pandi, Xenia Xamanek og Ryong

Khyam Allami
Khyam Allami (f. 1981 i Damaskus) er irakisk-britisk multiinstrumentalist, komponist, forsker og grundlægger af Nawa Records. Med det båndløse strengeinstrument Oud som sit hovedinstrument har han i sin kunstneriske forskning arbejdet på at udvikle et samtidsmusikalsk og eksperimentalt repertoire baseret på arabisk musik, med fokus på stemning og mikrotonalitet. Han har en BA og en MA i musiketnologi fra SOAS, London og er pt. i gang med en ph.d. i komposition på Royal Birmingham Conservatoire, University of Birmingham.

Om Gong Tomorrow 2021
Gong Tomorrow 2021 er en festival om social lytning. At lytte er den ultimative empatiske handling. Lytning kan skabe skælv i vores selvforståelser og åbne vores forståelseshorisonter. Under otte dages festival fejrer Gong Tomorrow 2021 musik, der udvider bevidstheden og tegner konturerne af en anden verden. Læs mere om Gong Tomorrow her.