Jawas smukke, poetiske og meditative lyd har rod i sufi-filosofien, hvor musik og ritual er tæt forbundne. En tradition, som har haft trange kår under krigen i Syrien, hvor dens mestre gradvist er forsvundet fra scenen. Derfor har det musikalske ensemble Jawa gjort det til sin mission at bevare – men også at fornye – sufismens musik. Traditionen tro har musikerne i Jawa, Khaled Alhafez, Yousef Zayed, Youssef Nassif, Tammam Alramadan, Simon Leleux og Marwan Fakir derfor en danser med sig på scenen, nemlig dervishen Hatem Al Jamal. Som sine forfædre praktiserer han den spirituelle danseform, hvor man iført et langt skørt foretager gentagne, virvlende bevægelser, i en symbolsk imitation af planeter, der bevæger sig rundt om solen.
Sufismens musik blev oprindeligt fremført a capella. Jawa har imidlertid musikinstrumenter såsom lut-instrumentet oud, den citarlignende qanun og langfløjten nay med sig på scenen. På den måde gør Jawa den traditionsrige sufi-musik til deres egen, og får den til at ræsonnere på ny på tværs af generationer og landegrænser. For Jawa handler det nemlig ikke kun om at bevare sufismens musikalske traditioner, men også om kulturel og spirituel modstandsdygtighed. Se frem til en smuk musikalsk oplevelse med syriske rødder, når ensemblet træder op på vores scene!