Tirsdag _02.03.27

Hesse Kassel CL

Eksplosiv postpunk og latinamerikansk oprørstrang fra Chiles undergrund

Med spansksprogede tekster og et mørkt, desorienterende lydbillede et sted mellem postpunk, mathrock og Swans-inspireret støjrock kanaliserer Hesse Kassel politisk frustration og latinamerikansk stolthed i eksplosive musikalske udladninger. Den unge sekstet fra Santiago har på kort tid opbygget en voksende fanskare langt ud over Chiles grænser. Til foråret indtager de ALICE på deres første europaturné med det kompromisløse andet album “Morir Saltando”. Koncerten er præsenteret i samarbejde med Out of Office.

“En adrenalinindsprøjtning mod et sovende samfund” – Indie Hoy

Hesse Kassel blev dannet i Santiago i 2022, men har trods sin korte levetid markeret sig som et af de mest interessante navne på Latinamerikas uafhængige musikscene. Som en kærkommen opvågning og en sonisk løftet knytnæve mod Chiles ustabile politiske situation, folder den unge sekstet et mørkt, eksperimenterende og postpunket lydbillede ud og insisterer samtidig på at synge på spansk. Efter et travlt koncertår i 2024 opbyggede sekstetten en stadig større fanskare med udgivelsen af debutalbummet “La Brea” (2025).

I juli 2026 udgav bandet deres andet album “Morir Saltando”. Titlen betyder direkte oversat “at dø hoppende”, men refererer til en metafor for at kæmpe til det sidste og leve livet frit og fuldt ud uden at give op – en dybt forankret del af den moderne chilenske modkultur og protesttradition. Musikalsk er albummet fandenivoldsk og helt i tråd med titlens politiske mantra – noget som har fået både lokale og internationale medier på dupperne. Numrene er hæsblæsende, og rytmer og dynamikker skifter konstant retning i et fortættet lydbillede og et sonisk udtryk for en generation, der nægter at lade sig bringe til tavshed. Hesse Kassel er kendt for deres eksplosive livekoncerter og vi kan ikke vente til de kommer forbi ALICE i forbindelse med deres første Europa-tour til foråret.

Tirsdag _02.03.27
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Standard: 215 DKK
Ung under 25 / Studerende: 195 DKK
StåendeKøb billetfra 195 DKK