fbpx

04.06.2021

Free Folk/American Primitive

Gwenifer Raymond (UK) + Yngel

Fredag d. 4. juni
Dørene åbner kl: 16:00
Koncerten starter kl: 17:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook
Koncerten er afholdt

Walisiske Gwenifer Raymond træder med guitar og banjo spændende stier i et amerikansk inspireret landskab. ALICE bringer hende på tour i Danmark, herunder til Summer Series, hvor du også kan opleve den innovative guitar-duo Yngel.

Koncerten er en del af ALICE Summer Series og foregår i gården mellem ALICE og UNION – læs mere her.

Sommeren er over os, og det samme er ALICE Summer Series – vores stemningsfulde udendørskoncerter, der finder sted i den hyggelige gård mellem ALICE og UNION. Her byder vi fredage og lørdage fra slut maj til slut august på levende musik af høj kvalitet tilsat sommerlig stemning og læskende drinks.

Denne aften er der disket op til alle med interesse i godt guitarspil i brydning mellem tradition og eksperiment. Vi er meget stolte over at byde på den walisiske guitarist Gwenifer Raymond, som rammer Summer Series som del af en dansk mini-tour, som ALICE er med til at præsentere og som også bringer Raymond til Sønderho, Torup og Hårbølle.

Trods sin walisiske baggrund har Raymond markeret sig som en prægnant fortolker af den amerikanske guitar-tradition. I sin ungdom spillede hun punk og grunge, men bl.a. Nirvanas fortolkning af den amerikanske blues-legende Leadbelly sendte hende i retning af den amerikanske folkemusik – fra blues til Appalachian folk, og ikke mindst på sporet af American Primitive guitarister som John Fahey.

Hendes funklende finger picking spil på både guitar og banjo trækker på stærke rødder og solide forbilleder, men hun er også en musiker med sin egen personlige stil – en stil, der vækker benovelse i USA, hvor det markante label Tompkins Square har taget hende i folden. Debutalbummet “You Never Were Much of a Dancer” fik fantastiske anmeldelser, og ambitionsniveauet hæves på det fremragende album “Strange Lights Over Garth Mountain” fra sidste år – et album, der skaber store forventninger til hendes tour i Danmark, der bringer hende til:

2/6 Sønderho, Fanø Free Folk Festival pop-up
3/6 Torup, Torup Spisehus
4/6 København, ALICE Summer Series
5/6 Hårbølle, På Den Anden Side

Der er mere guitar-udforskning på programmet fra danske Yngel. Emil Palme og Taus Bregnhøj-Olesen, der flere gange har gæstet ALICE, rækker tilbage i fortiden og skubber samtidig blidt og vedholdende til grænserne for hvordan lyde kan blive til med elektriske guitarer. Yngels musik er fyldt med skrøbelig kompleksitet og melankolsk resonans, hvor sten og metalobjekter bliver brugt til at udfolde guitarens klange.

Praktisk om ALICE Summer Series
Under ALICE Summer Series-titlen præsenterer vi udendørs koncerter fra slut maj til slut august. Vi rykker baren ud i gården mellem ALICE og UNION og indbyder til godt samvær omkring den eventyrlystne musik fredag og lørdag. Vi følger naturligvis myndighedernes anvisninger i forhold til COVID-19 nøje og opdaterer løbende formatet til de gældende restriktioner. Koncerterne er i udgangspunkt for siddende publikum og med begrænset plads, så vi anbefaler at man køber billet i forsalg.