Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Ghetto Kumbé har måttet aflyse deres tour grundet den aktuelle pandemi-situation. Koncerten på ALICE aflyses derfor også. Vi arbejder på en ny dato til foråret. Billetkøbere får automatisk refunderet billetten via Billetto indenfor 21 dage og skal ikke foretage sig yderligere. Vi beklager situationen og håber, at det snart bliver muligt at opleve Ghetto Kumbé på dansk jord igen!
OBS! ALICE følger myndighedernes retningslinjer vedr. COVID-19 nøje. Alle koncerter i august/september/oktober afholdes derfor med siddepladser og et stærkt begrænset antal billetter. Læs mere om vores COVID-19 tiltag her.
Koncerten er en del af Global Dance Nights – ALICEs nye klub, hvor du kan flytte dansefødderne til globalt orienteret musik. Til Global Dance Nights har vi udvalgt førsteklasses live-navne, der kan sætte gang i festen. Og der er altid DJs før og efter koncerten – og happy hour i baren den første time!
Ghetto Kumbé består produceren Edgardo Garcés aka El Guajiro og de to percussionister Juan Carlos Puello og Andrés Mercado. Alle tre markante musikere fra Colombias kystlinje, som er kendt for sine varme og smittende rytmer spillet på overdimensionerede lydsystemer, som forener en farverig vifte af musikalske traditioner med bas- og clubmusik. De mødtes i Bogotá i 2014 med en fælles ambition om at skabe et projekt, som skulle være lige dele tropisk dansefest og hyldest til Colombias natur. Og navnet Ghetto Kumbé trækker både på det urbane og det oprindelige trommeritual – “kumbé”.
Resultatet er i den grad et svimlende og transcenderende trommeritual hvor pulserende beats møder traditionelle vestafrikanske rytmer og afro-colombianske stilarter som cumbia, bullerengue og chalupa de rio. Live optræder trioen med colombiansk alegre-tromme, afrikansk djembe og dundun. Alle lydene bliver komponeret og produceret af El Guajiro, der blander de traditionelle rytmer med dynamisk techno og house.
I årenes løb har trioen udgivet tre EP’er og tilbagelagt utallige koncerter på spillesteder og festivaler i hele verden. Blandt andet spillede de en af årets koncerter på Roskildes Gloria-scene i 2019, hvor de sendte elektriske bølger gennem publikum og forvandlede den gamle stald til en tropisk dansefest. De skabte en lignende stemning på Global i 2017, da de indtog spillestedet i selskab med El Leopardo. Ghetto Kumbé måtte desværre aflyse deres koncert på ALICE i april grundet corona, så vi er glade for at de vender tilbage til oktober.
Sagt om Ghetto Kumbé
“the Explosive Afro-House Trio Igniting Colombian Dancefloors” – Remezcla
“Ghetto Kumbé ́s concept is as powerful as it is simple, a journey to the rhythmic Afro- Caribbean roots of Colombia fuelled by the hypnotic power of African house beats.” -Sounds and Colours
“The members of Ghetto Kumbé fuse traditional Afro-Colombian percussion withintense electronic beats and samples. » – The Culture Trip
Mambe & Danochilango
Mambe & Donachilango udgøres af den kendte colombianske MC Claudia Ahlfors – aka Mambe – og musikproducer Fernando Mora – aka Danochilango. Duoen bevæger sig over en bred vifte af genrer fra cumbia og hiphop over dancehall og balkan, men selv foretrækker de at kalde deres musik for ”global-bass”. Som tidligere balletdanser på Det Kongelige Teater har Danochilango været vant til at udtrykke musik gennem sin krop. Nu står han på den anden side som DJ og producer og gør alt for at animere publikums kroppe og bevægelser. Mambe supplerer med sin kraftfulde vokal, der melodisk og overbevisende peger tilbage på hendes colombianske rødder. Den festlige gruppe har for længst slået deres navn fast som et man skal holde øje med og har bl.a. delt scene med Dengue Dengue Dengue, Bomba Estéreo og Celso Piña. Vi glæder os til at præsentere dem når de spiller support for Ghetto Kumbé.