Torsdag _27.02.20120 DKK + gebyr

Emil de Waal & Spejderrobot + Teo

Jazz og electronica

Garvet jazztrommespil møder ung rastløs elektronika denne aften, hvor Emil de Waal og Spejderrobot gæster ALICE og fejrer kobberbryllup med deres tredje studiealbum, som blandt andet er skabt i samarbejde med den legendariske producer Bill Laswell. Teo leverer supporten. Koncerten er en del af Vinterjazz 2020.

 

Emil de Waal og Spejderrobot er på hver deres måde markante skikkelser på den danske musikscene. De Waal som garvet jazztrommeslager, der i mere end tre årtier har favnet et væld af genrer i sit musikalske virke, har givet en lang række koncerter på bl.a. Jazzhouse og spillet med store danske navne som Anne Linnet og Lars HUG. Spejderrobot, der som eksperimenterende elektronika-musiker især har skabt opmærksomhed omkring sit musikalske talent med sine to første soloplader fra slutningen af 00’erne. Sammen medvirker de desuden i orkestret Kalaha, der gæstede ALICE sidste år.

 

Emil de Waal og Spejderrobot krydsede musikalske klinger første gang i 2008, hvor potentialet i mødet mellem den rastløse elektroniske musik og den improviserede akustiske jazz i dén grad blev foldet ud. Først på debutalbummet “Emil de Waal + Spejderrobot” (2009) og få år efter på opfølgeren “Number Two” (2011). Tolv år og 500 koncerter efter, er duoen klar til fejre kobberbryllup med deres tredje albumudgivelse.

 

Pladen er blevet til de seneste to år – efter en syv års indspilningspause – og syntetiserer erfaringer og musikalske indtryk fra mere end 500 koncerter i ind- og udland. Resultatet er –  efter duoens eget udsagn – en bouillonterning bestående af lige dele musikalsk nysgerrighed, rastløs energi og musikalske eksplosioner. En plade, der med sin karakter af både elektroniske boblende forløb og improviseret akustisk jazz-trommespil indbyder til både intens lytning såvel som løssluppen dans. Dele af albummet er desuden skabt i samarbejde med den profilerede amerikanske producer og bassist Bill Laswell (Brian Eno, Whitney Houston, Fela Kuti m.fl.). Et samarbejde, der startede med en stort opsat koncert med Kalaha og Laswell på Copenhagen Jazz Festival 2019. Glæd dig til en kobberbryllupsfest i fusionsjazzens tegn, når Emil de Waal og Spejderrobot gæster ALICE under Vinterjazz 2020.

 

Teo

Bag projektet Teo gemmer sig 25-årige producer Vera Gerup. Med inspiration i alt fra Witchblade til Kanye West går kirketrompeter og tunge, maskinelle beats med en poppet lethed i krig med hinanden i en digital fantasi – en verden af tung bas, glitrende harper, smadder og forårssalmer. Denne aften har hun søsteren Hjørdis Gerup med på trompet og symbiotiske korvokaler.

 

Om Vinterjazz:

Koncerten er en del af den landsdækkende festival Vinterjazz, der fejrer 20 års jubilæum den 6.-29. februar 2020. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk

 

Torsdag _27.02.20
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 120 DKK + gebyr

Køb billet120 DKK