fbpx

05.06.2021

Pagan Pop/Experimental

Clarissa Connelly at Skt. Johannes Gården

Lørdag d. 5. juni
Dørene åbner kl: 20:30
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Facebook
Koncerten er afholdt

OBS! Af logistiske årsager flyttes arrangementet med Clarissa Connelly til en anden location – det er heldigvis bare lige over på den anden side af vejen i Skt. Johannes Gårdens flotte sal, der ligger på Blegdamsvej 1B, i tilknytning til Skt. Johannes Kirke. Det er vigtigt at bemærke, at grundet den øgede kapacitet har vi valgt at lægge begge koncerter sammen, så det forløber som én koncert med siddende publikum – koncerten finder sted 5. juni kl. 20.30. Dørene åbner kl. 19.30.

Skotsk-fødte Clarissa Connelly forbinder det oprindelige med det nutidige i sin musik, der får eksperimenterende elektroniske understrømme, drømmepop og keltiske traditioner til at gå op i en højere enhed. Hun er aktuel med sit nye, fremragende album “The Voyager” og kan opleves til koncert i Skt. Johannes Gården, præsenteret af ALICE.

Clarissa Connelly er en skotsk-født København-baseret sangerinde og komponist, der kombinerer eksperimenterende elektronisk musik og drømmepop med keltiske undertoner.  Hendes musik har noget næsten barnligt, varmt og lunefuldt over sig, men emmer samtidig af mørk sensualitet, uro og eksistentiel frygt. Connelly er kendt for sin brug af komplekse arrangementer, storladne akkorder og en fyldig og eklektisk instrumentering, der drager lytteren mod stemninger af barok æstetik og oprindelig skønhed. Kompositionerne eksisterer altid på grænsen mellem det hverdagsagtige og det overnaturlige og har lyriske og musikalske rødder i keltisk folklore – noget som høres tydeligt i Connellys eksperimenterende vokalteknik.

Clarissa Connelly udgav i 2018 debutalbummet “Tech Duinn” (Brystet Label), og spillede samme år på bl.a. Roskilde Festival i imponerende opsætning med 10 musikere på scenen. Connelly er nu aktuel med sit andet album “The Voyager”, som kredser om forholdet mellem musik, natur og historisk tid. Med sin fascination for hedensk kultur, er historie og mytologi albummets helt store temaer. “The Voyager” udkom sammen med app’en Vandringen, som Connelly har udviklet med bidrag fra 21 danske kunstnere, som med bl.a. musik, poesi og maleri har fortolket hver et særligt dansk historisk område, som man ikke kan søge sig frem til på Google Maps.

Clarissa Connelly har “The Voyager” med sig når hun spiller koncert i Skt. Johannes Gården til juni.