Lørdag _29.11.25

Bulgarian Voices Angelite BG i Grundtvigs Kirke – EKSTRA

Storslået julekoncert med bulgarsk kvindekor
BEMÆRK: KONCERT AFHOLDES I GRUNDTVIGS KIRKE.
DØRENE LUKKER PRÆCIS TIL KONCERTSTART KLOKKEN 17:00. ANKOMMER MAN DEREFTER, VIL MAN IKKE BLIVE LUKKET IND FØR I PAUSEN.

Oplev et af verdens mest anerkendte kvindelige kor inden for den bulgarske vokaltradition, når ALICE har æren af præsentere Bulgarian Voices Angelite i noget nær byens smukkeste omgivelser. Nemlig under de monumentale hvælvinger i Grundtvigs Kirke. De to første koncerter gik hurtigt udsolgt, så derfor er der opsat en ekstra koncert for dem der ikke nåede at få billet.

Har man først én gang oplevet Bulgariens rige tradition for kvindekor, er det svært at glemme igen. Det er en musik, som på én gang føles som noget fra en anden verden, og dog har rødder i en dyb folkelig muld. De bulgarske kors unikke klang har inspireret talrige musikere, og op gennem 80’erne opstod der en stærk kult-begejstring for vokaltraditionen, som bl.a. Dead Can Dance og Kate Bush lod sig inspirere af. Dermed voksede også interessen for nogle af de fremtrædende bulgarske kor, der gennem længere tid havde forædlet de ældgamle teknikker. I dag finder man talrige kor, som dyrker genren, men skal man til kilden, er det dog især to kor, som repræsenterer den absolutte elite. Det ene er Bulgarian Voices Angelite, som ALICE nu igen har den store ære af at præsentere. Og denne gang i helt overdådige rammer i Grundtvigs Kirke i Nordvest.

Under kommunismen var mulighederne for at rejse ud med deres fantastiske musik stærkt begrænset, men siden har Bulgarian Voices Angelite skabt sig et ry som et ensemble, der hæver den bulgarske kortradition til sublime højder. De har udsendt flere kritikerroste plader, har givet stort anlagte koncerter (herunder to udsolgte ALICE-koncerter i Marmorkirken) og modtaget talrige Grammy-nomineringer. En journalist fra St. Louis Post Dispatch skrev slet og ret: “The most beautiful music on the planet”. Det bliver en enestående oplevelse at høre Bulgarian Voices Angelite i Grundtvigs Kirkes fantastiske rum. Med hele 20 mesterlige sangerinder kan du godt forberede dig på en gåsehudsfremkaldende oplevelse, og under dirigent Katja Barulovas ledelse kan man forvente stor vokalkunst med dybe folkelige rødder.

Lørdag _29.11.25
Dørene åbner kl: 16:00
Koncerten starter kl: 17:00
Standard: 360 DKK + gebyr
Ung under 25 / Studerende: 295 DKK + gebyr
StåendeKøb billetfra 295 DKK + gebyr