Scions
Canadiske Scions tæller medlemmer fra kammerjazzkvartetten New Hermitage, drone-hymne-duoen Joyful Joyful og produceren og komponisten Michael Cloud Duguay. Sammen forener de musikalske genrer såsom jazz, drone, ambient, metal, impro og avantgarde, og skaber en lyd, som er ligeså elegant som den er eksperimenterende. Med den udforsker ensemblet blandt andet temaerne klimakollaps, dystopiske fremtider, queer eftertid og slægtsskab og musiks helbredende potentiale. Og det gør de på en måde, der både giver håb, skaber forundring og former nye forbindelser.
Ensemblets musikere spiller blandt andet på kontrabas, harpe, saxofoner og vokal, og blev skabt i forlængelse af en improviseret performance på Sappyfest musikfestival i Canada. Debutalbummet ‘To Cry Out In The Wilderness’ udkom i 2024, og blev rost i bl.a. MOJO magazine og beskrevet i Uncut Magazine som “Enigmatic yet reverent music … a compelling debut that moves between big and small moments with grace”. På albummet forestiller de sig et totalt økologisk kollaps, og synger blandt andet til jordens sidste beboere. Vi ser frem til at blive henført af Scions’ smukke, uforudsigelige og enigmatiske lyd, når de gæster ALICEs scene!
Brìghde Chaimbeul
Fra en helt ung alder har den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul formået at imponere såvel folkemusik-miljøet som den eksperimenterende musikscene med et vidtfavnende og personligt udtryk. Gennem sin musik udfolder Brìghde Chaimbeul en usammenlignelig skønhed, styrke og rigdom alene med brugen af sækkepiben. Musikken maler billeder af dramatiske skotske landskaber og griber ned i dybe keltiske traditioner, samtidig med, at Chaimbeul også favner sækkepibetraditioner fra Østeuropa, Irland og Cape Breton. På forunderlig vis skaber hun også en musik, som lyder påfaldende moderne og som med sin meget fysiske fornemmelse taler til udforskere af drone, ambient og eksperimenterende musik.
Brìghde Chaimbeuls enestående sækkepibespil gav hende international anerkendelse allerede fra debutalbummet ‘The Reeling’ (2019), som kastede flotte anmeldelser af sig fra bl.a. The Guardian, Songlines og The Quietus. Siden er hun blevet hyldet med de prestigefyldte priser BBC Radio 2 Young Folk Award og BBC Radio 2 Horizon Award, og i 2021 optrådte hun for verdens ledere ved åbningsceremonien for COP 26. Det fremragende album ‘Carry Them With Us’ fra 2023, udgav Brìghde Chaimbeul i samarbejde med den amerikanske stjernesaxofonist Colin Stetson, og på nummeret “Blood and Butter” fra Caroline Polacheks album, ‘Desire, I Want to Turn Into You’ (også fra 2023), er det Brìghde Chaimbeuls smukke sækkepibespil, man kan høre. Brìghde Chaimbeul spillede udsolgt koncert på ALICE i 2020 og under åbningsugen i 2024 og vi er beærede over at kunne invitere hende tilbage i koncertsalen på Nørre Allé – formentlig med ny musik. Brìghde Chaimbeul udgiver nemlig et nyt album i slutningen af juni 2025!