Nordjyske Gongbad
Med udgangspunkt i gong-klang, en mixerpult, rolige hænder, tunede ører, friske effekter og mondænt nordjysk tålmod skaber Martin Pale og Simon Mariegaard tunge og altomsluttende feedback-bade, i et møde mellem new age og now age. Martin Pale har siden sin debut i 2008 været en underspillet skygge på den danske noise- og eksperimentalscene, de seneste mange år med særlig interesse for det transcendentale og repetitive. Dette giver sig til udtryk på op mod ti udgivelser i eget navn, men også som orkesterleder for tranceorkestret Heathe. I Nordjyske Gongbad er Martin bevæbnet med køller og gonger. Simon Mariegaard er bedst kendt som den storflabende trommeslager fra duoen Kogekunst, hvor legesyg pop, savende punkrock og dadaisme synger i flækket harmoni. Sideløbende er han både en erfaren backingmusiker og producer. Foruden sine kogekunstede udskejelser har Mariegaard de seneste år optrådt i forskellige roller indenfor den frie improvisation og klangmusikken. I Nordjyske Gongbad er Simon bevæbnet med mixer og mikrofoner.
Johanna Sulkunen Sonority
Johanna Elina Sulkunen er en prisbelønnet finsk komponist, vokalist og improvisatør, som har haft base i København siden 2009, hvor hun også startede sit arbejde med den anerkendte vokalgruppe IKI. I sin genrenedbrydende tilgang til musikken bygger Sulkunen sit eget ambiente univers op omkring bl.a. eksperimenterende jazz, improvisation og elektronisk musik. Johanna Sulkunen Sonority er et nyt vokalbåret elektronisk soloprojekt, hvor hun bruger stemmen som instrument, undersøger dens mangefarvede teksturer og manipulerer den elektronisk i møder med bl.a. field recordings fra japanske Buddha-templer. Sulkunens soloalbum “Koan” udkom på danske ILK i 2018.