Onsdag _26.03.25

Aron Dahl NO + Bjarke Valentin

Charmerende Indie-country med seksuelt eksplicitte sangtekster
ADVISORY

En catchy popsang om BDSM? Den finder man blandt andet på Aron Dahls længe ventede album Moth/Flame, som udkom i fjor. Aron Dahls eksperimenterende indie-country er charmerende, kinky og bevægende: En musikalsk favn, som du kan læne dig ind i. Inden Aron Dahl går Bjarke Valentin på scenen med sine finurlige melodier og inderlige tekster. Det bliver en aften med stor poesi – og fællessangspotentiale!

Bjarke Valentin
“Åh jeg vil elske de mange dage der går, forbi i mit evige år” synger sangskriver Bjarke Valentin igen og igen på nummeret ‘Til gavmilde sole’. Først synger han  nærmest hviskende og så insisterende imens hans fingre bevæger sig over klaveret. Nummeret, der optræder på pladen ‘Menneskeløv’, der udkom i foråret sidste år. Det blev spillet en del på Mads Axelsens hedengangne indie-musikprogram vær.her.nu på P6 Beat og fremhævet som én af årets mest værdsatte, danske udgivelser i musikmagasinet Passive/Aggressive.

Bjarke Valentin, der har baggrund i grupperne Synd og Skam og Lol Beslutning, skriver sange i spændet mellem det hverdagslige og det storladne. Med temaer som kærlighed, begær og kropslighed laver Bjarke Valentin dybt inderlige og personlige sange tilsat melodiske forløb, der nærmest kunne befinde sig i Højskolesangbogen. Så kom med på ALICE og afprøv sangenes fællessangspotentiale, når Bjarke Valentin gæster ALICE med sin musik, der emmer af poetiske øjebliksbilleder, genkendelig inderlighed og drømmende redundans: Den søde lugt af gærende æbler på plænen, en horisont over gyldne rapsmarker, et smertende men forrygende kys mellem elskere, der ikke kan få hinanden…

Aron Dahl
Aron Dahl har en helt særlig evne. Han kan forene eksplicit lyrik med catchy kammerpop. I sit genrebrydende musikalske univers finder man derfor både det sårbare og det hardcore, det ligefremme og det komplekse. I det ene øjeblik spidser man ører til sangteksterne, i det næste svæver man væk: Med drømmeagtige synthesizere og inspiration fra countrymusikken laver Aron Dahl ømme sange om flygtige møder, pludselig omsorg og heartbreak. I sin musik er Aron Dahl snart sårbar, så morsom: En musikalsk favn, som du kan læne dig ind i, et vindue du kan kigge ind i et hjerte igennem.

Under navnet Danielle Dahl udkom han i 2018 med debuten ‘Loosening Orions Belt’, der blev hædret af Statens Kunstfond som en af årets mest innovative udgivelser. Den længe ventede efterfølger, Moth/Flame, som Aron Dahl udkom med i efteråret 2024, har fået roser for sine dagbogsagtige og poetiske sangtekster. På albummet har den transformation, Aron Dahl selv har gennemgået, også fået et fysisk udtryk: For Aron Dahls stemme sank næsten to oktaver fra indspilningen af første sang til den sidste. Aron Dahl spillede også på vores scene i 2018 og 2020. I år får han følgeskab af Anders Vestergaard (Yes Deer, Girls in Airports), Emil Palme (Clarissa Connelly, Yngel), Rasmus Kjær (Turist) og Ida Urd (Lucky Lo). Vi spår Aron Dahl til at få et utroligt spændende 2025, og glæder os til at byde den eklektiske musiker hjerteligt velkommen på ALICE en gang!

Onsdag _26.03.25
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Køb billet