ALICE søger marketingsansvarlig
Har du algoritmer i blodet?
Er du nysgerrig på publikum?
Og kunne du tænke dig at være nøglebærer til mødet mellem musik fra hele verden og et stort, favnende publikum?
– så kan du blive ALICEs nye marketingansvarlige.
Det regionale spillested ALICE er et unikt kraftcenter for global roots, folk, jazz/improv, metal, ny kompositionsmusik, elektroniske eksperimenter og i det hele taget nyskabende musik og koncertformater. Vores spillested ligger centralt på Nørrebro og rækker ud til hele regionen, ligesom vi har samarbejder både nationalt og internationalt. På den måde er vi spillestedet i Danmark, som ikke alene er unikt for sin kunstneriske profil, men også stedet i København, der binder verden sammen med nysgerrighed og udsyn i store fælles oplevelser.
Vi søger nu en ny kollega til sammen med vores kommende presse- & kommunikationsansvarlige at stå for ALICEs samlede markedsføring. Dit primære ansvarsområde er at være med til at udvikle, håndtere og eksekvere vores kommunikationsstrategier og viden om publikum, både for at nå bredere ud med vores fantastiske oplevelser. Men også for at gøre os klogere på, hvordan vi møder publikum på den bedst mulige måde, når de køber billet, kommer til vores venue og tager oplevelserne med hjem.
Dine primære opgaver er:
– Opsætning og analyse af SoMe- og mailkampagner
– Annoncer på diverse medier
– Dataindsamling og -analyse
– Medlemskabshåndtering
– Koordinator på ambassadørkorps
– Tryksager
– Merchandise
– Budgetansvarlig for afdelingen
Om dig
Vi forventer en ny kollega med erfaring for og viden om strategisk kommunikation, salg og SoMe. Særligt hvordan vi eksekverer og når ud til vores publikum ved at udnytte algoritmer og kampagneopsætninger optimalt. Med din erfaring skal vi kunne høste viden om vores publikum gennem effektiv brug af SoMe, så vi bliver klogere på, hvordan vi møder dem med alt lige fra booking, sammensætning af aftener og hvad de vil have i baren.
Vi er et forholdsvis lille hold, der alle har hands on på vores ansvarsområder. Vi er i gang med en større intern omlægning efter et turbulent år og en kommende renovering af vores spillested på Nørrebro. På grund af renoveringen står vi også overfor en midlertidig genhusning på spillestedet Stairway i Vanløse. Her vil vi afvikle en stor del af vores 260 koncerter i 2023, inden vi rykker tilbage på Nørrebro. Vi får derved et år til at udvikle os med fornyet viden, en stærk organisation og en klar retning og -strategi, samt ikke mindst et utvetydigt brand, som bliver lokomotivet, når vi genåbner dørene på Nørre Allé.
Du får med andre ord mulighed for at sætte dit præg på den kommende udvikling, samtidig med at du bliver en del af et dedikeret hold af ildsjæle.
Praktisk
Stillingen er som udgangspunkt på 30 timer ugentligt. Vi forventer tiltrædelse senest 1. Januar 2023. Ansøgningen skal indeholde en motiveret ansøgning på max. 1 side samt CV og 2 referencer. Vi afholder samtaler løbende og besætter stillingen, så snart vi har fundet den rigtige. Ansøgningsfrist dog senest 27. november 2022 kl 12 til job@alicecph.com.
For yderligere oplysninger om stillingen kan administrativ leder H.C. Gimbel kontaktes på hcg@alicecph.com / T 51268910