Astrid Engberg er en passioneret producer, sangerinde, pladesamler og DJ. Hun er tidligere bosat i Paris, hvor hun var en aktiv del af den franske undergrundscene. Hendes stemme er derfor at finde på mere end 20 vinyl udgivelser verden over som vokal feature, men nu er hun tilbage i Danmark med egne produktioner og soloalbummet ’Tulpa’ der udkom i september 2020.
’Tulpa’ høster 5/6 hjerter i både Gaffa og Politiken, som førstnævnte bl.a. kalder albummet for ”overbevisende original brobygning” og ”et album af internationalt tilsnit. Langt større end lille Danmark” og understreger Astrids store, internationale potentiale. Bandcamp placerede med det samme ’Tulpa’ på listen over The Best Albums of Summer 2020. ’Tulpa’ er en længe ventet efterfølger til de tre EP’er ‘Life Goes On’, ‘Poetry is Gone’ og ‘Modern Blues’ og er Astrid Engbergs første fuldlængde album. Albummet er udgivet på det danske pladeselskab Creak Inc., der specialiserer sig i genrebrydende, dansk musik.
Astrid Engbergs soniske landskaber emmer af hendes skandinaviske rødder tilført kalejdoskopiske nuancer fra hendes rejser til verdens kroge – Vestafrika såvel som Paris. Astrids fortryllende stemme udtrykker både en oprigtig følsomhed og dyb styrke. Med sig på scenen har hun Anders Bo Eriksen på tuba, maskiner og effekter samt Sven Dam Meinild på Saxofon og effekter.