Dublin-bandet Lankum er blevet udråbt til et af de mest sensationelle navne, der er kommet ud af den righoldige irske folk-scene i mange år. Deres blanding af autentisk roots-nerve, stærk historiefortælling og en næsten punket attitude griber publikum om struben. At forbinde irsk folkemusik med punket æstetik kan ikke siges at være nogen nyskabelse, men hos Lankum er der ikke tale om nogen gimmick, men om en oprørsk energi, der udspringer af det dybe arbejde med traditionen. Her er mørke og vrede, men også nærvær og stor skønhed, og Lankums musik appellerer til såvel af traditionel irsk folkemusik som til fans af Nick Cave & The Bad Seeds og lignende navne.
Oprindeligt hed bandet Lynched, men i 2016 skiftede de dog navn til Lankum. Selvom det oprindelige navn var afledt af søskendeparret Ian og Daragh Lynch bekendtgjorde bandet i et statement, at de ikke kunne fortsætte med at bære navnet “while the systemic persecution and murder of Black people in the USA continues.” Et udsagn, der også vidner om bandets engagement i samfundet, og deres afstandtagen til social uretfærdighed.
Som Lynched gæstede de i 2014 Tønder Festival, hvor de blev et af årets mest skamroste navne. Musiksiden Undertoner gav koncerten maksimale 6 stjerner. Koncerten var i dén grad også med til at gøre dem til et navn på Tønder Festival, der siden også har booket dem som Lankum. I år optræder Lankum så på Roskilde Festival, så man må sige, at de efterhånden har fået godt tag i nogle af de største danske festivaler med deres fantastiske live-energi.
Nu kan ALICE med glæde byde på efterårskoncert med formidable band, der også udsender nyt album til efteråret. Bandet mestrer traditionelle instrumenter som tinfløjte, fiddle og harmonika. Deres lyd er desuden karakteriseret af gribende vokalharmonier samt den irske sækkepibes gennemgående drone. Trods udgangspunktet i helt traditionelle instrumenter er der intet støvet over musikken, der taler ind i samtiden. Så kom forbi ALICE til en pint, en sjus og noget af det stærkeste irske folkemusik lige nu!