
SADA Band bygger bro mellem musikalske verdener. Med afsæt i den klassiske arabiske sangtradition lader ensemblet velkendte klange møde nye udtryk, mens sufi-musikkens spirituelle dimension giver musikken en særlig inderlighed. Her er plads til både det eftertænksomme og det virtuose, til svævende melodier og levende samspil. Live inviterer SADA Band sit publikum ind i et univers, hvor traditionerne ikke blot bevares, men får nyt liv i mødet mellem de fire musikere.
I front står den syriske sanger Bakri Hemmami, der voksede op i Aleppo med byens rige musikalske arv og studerede hos fremtrædende mestre inden for sufi-musikken. Siden han kom til Danmark, har han markeret sig gennem en lang række samarbejder på den danske og internationale musikscene. På bratsch og arabisk violin medvirker jordanske Islam Jaran, der har studeret både klassisk og arabisk musik ved flere af Jordans musikuddannelser. Den palæstinensiske flamencoguitarist Obai Bitar forener arabisk maqam med andalusiske toner. Hans studier i flamenco i Córdoba og på Lunds Universitet har været med til at forme hans særlige musikalske udtryk, som i 2022 indbragte hans band en Global Music Award. På darbuka og percussion bidrager syriske Bader Debs med rytmisk overskud og stor erfaring fra samarbejder med nogle af Mellemøstens største stjerner. I dag turnerer han som solist og leder to bands med base i Sverige.
Vi glæder os til at byde SADA Band velkommen til en helt særlig aften på ALICE.
